|
|
Store Flyttedag på mine hjemmesider
|
Lørdag, 16.11.13
|
Vel hjemme fra New Jersey igen er jeg tilbage ved computeren igen, så jeg kan arbejde videre med mine opgaver her. I ugen før jeg tog til USA var jeg begyndt på et større projekt på mine hjemmesider, da jeg var taget fat på at organisere mine billeder efter samme måde som jeg længe havde gjort på min private computer. Her havde jeg lige siden jeg anskaffede mit første digitalkamera i 2003 delt mine billeder op efter først hvilket kamera jeg benyttede mig af, og derefter grupperet efter hvilket år det pågældende billede var taget, som regel delt i fire-fem bunker alt efter hvor mange billeder jeg havde taget det år. Det var dog først noget jeg var begyndt på på hjemmesiderne da jeg fik mit tredie kamera, for som regel holder et digitalkamera kun få år hos mig, da jeg også er begyndt at tage mange flere billeder end i tiden hvor jeg brugte spejlreflex og dias. Der var således nogenlunde styr på mine billeder fra maj 2007 og frem, hvorimod alle mine billeder fra september 2003 og frem til maj 2007 blot lå i en bunke syndigt rod. Og selv om jeg havde styr på billederne på den hjemlige computer var det altså først fra maj 2007 jeg indførte det samme system på mine hjemmesider. Så for to uger siden begyndte jeg at flytte rundt på disse ældre billeder, hvilket skulle vise sig at være en større opgave end jeg havde forestillet mig. For for at minimere de bytes man som bruger skulle hente ned lå mange af billederne i forskellige størrelser, så jeg på mine mange sider havde tilpasset mine billeder til den størrelse, som jeg kunne regne ud der ville være brug for. Og det var jo ikke bare gjort med blot at flytte billederne til den nye lokation, for mens denne store omflytning skulle finde sted skulle mine sites jo stadig være funktionsdygtige. Så i første omgang lagde jeg nye versioner af billederne ind på de nye lokationer, dernæst skulle alle links på mine sider rettes, således at de hentede billederne ind fra de nye lokationer, og først når det var gjort kunne jeg slette alle de gamle versioner af mine billeder, som der ikke længere var brug for, da siderne nu kun hentede de nye versioner af billederne. Af årene 2003-2007 i den store bunke kunne jeg se, at 2006 var det år med flest billeder, hvilket der ikke var noget odiøst i, da jeg generelt tager flere billeder år efter år, og da jeg fra maj 2007 og frem havde fået system på mine billeder igen var det naturligt, at 2006 ville blive den største bunke. Jeg gik således i gang med billederne fra mit kamera 2, og jeg tager dem i bunker af henved 300 billeder af gangen. Det har så afstedkommet over 800 sider, som jeg har måttet rette til med de nye links, og jeg skal prise mig lykkelig for, at jeg fra tidlig tid har opbygget et arkiv over, hvilke sider, der linker til hvilke billeder. Men opgaven er nu alligevel noget større end jeg havde forestillet mig. Men den er god, for jeg kan se hvordan jeg arbejder mig frem.
|
|