Ubemærket, og i al hemmelighed, har USA og Iran haft forhandlinger kørende med det formål at bremse det mulige atomprogram i Iran og samtidig bringe landet ud af det dødvande, som det har befundet sig i siden den islamiske revolution i 1979, og det mundede i går ud i en aftale, som det mest synlige bevis på, at disse to lande har nærmet sig hinanden, hvilket ikke er sket i de årtier, hvor USA konsekvent er blevet omtalt som den store satan af præstestyret i Iran. Men Irans økonomi er blevet mere og mere forkrøblet i al den tid, hvor de økonomiske sanktioner har begrænset dets udfoldelser, med heraf følgende inflation, der gør de iranske indbyggere fattigere, og som er en væsentlig årsag til de uroligheder, der har præget landet i de seneste år. Egentlig trist, for Iran er et land med så mange muligheder, at man udadtil har svært ved at forstå hvorfor landet er så fattigt, når nu de har nogle af verdens største oliereserver liggende lige under deres fødder. I bund og grund skyldes det sandsynligvis iranernes valg af styreform, for Iran blev verdens første islamiske styre, og præstestyret har i et vist omfang selv bestemt hvem indbyggerne havde mulighed for at stemme på, ligesom i det gamle Sovjetunionen. At de fleste følte at der ikke var den store forskel er jo så kun beklageligt. Men jeg må sige, at med valg af Rouhani som den nye præsident har det vist sig at være en fyr, som de fleste kan forliges med, i stedet for den tidligere præsident Ahmedinejad, som tilsyneladende skabte flere problemer end fordele, hvilket den åndelige leder Ali Khamenei også må have indset. For Irans udenrigsminister Mohammad Javad Zarif har jo ikke kunnet indgå en sådan aftale uden at den har været forhåndsgodkendt af Khamenei. For selv en åndelig leder har brug for at lede et land, som i et vist omfang er kontrollerbart. Den aftale, der i går blev indgået ved de såkaldte 'P5+1 magter' (foruden USA og Iran var Kina, Rusland, Tyskland, Frankrig og Storbritannien med på sidelinien) indebærer, at Iran ikke længere beriger uran til mere end fem procent og uskadeliggør sit lager af uran, der er beriget til mere end det, at Iran indstiller udviklingen af en tungtvandsreaktor i Arak, samt at landet giver øget adgang til internationale IAEA-kontrollører. Til gengæld vil de internationale sanktioner blive lettet på en række punkter og hertil garanteres, at der ikke vil blive indført yderligere sanktioner. Spørgsmålet er så bare, om denne aftale kan få israelerne og saudierne til at holde sig i ro.