|
|
$14 modtaget på check fra USA
|
Onsdag, 04.12.13
|
I dagens post lå der et temmelig anonymt brev, som tydeligvis var tilsendt mig fra USA. Afsenderen var en institution med det noget kryptiske navn ACF/TCA Settlement Administrator c/o KCC Class Action Service, afsendt fra en postboksadresse i Providence, Rhode Island, og der var nok ikke mange andre end mig her i landet, som kunne dechiffrere denne afsender. For mig fortalte brevet straks, at det var vedrørende den sag der er kørende vedrørende den Airport Concession Fee, som blev fejlopkrævet i 2007. Som beskrevet her i min klumme den 23. januar i år var jeg berettiget til enten en eller to dages fri billeje hos Hertz, som jeg i sin tid havde lejet min bil hos, eller $ 2 for hver dag, jeg i sin tid havde lejet bilen i San Francisco. Længe havde meddelelsen ligget hos mig, men i lang tid gjorde jeg ikke noget ved den, da jeg troede det var spam, men i sidste øjeblik gav jeg min mening til kende over for den advokat i Chicago, der var udvalgt til at tage sig af denne sag, at jeg gerne ville have de $ 14 vi kunne regne os frem til. For hvad kunne jeg bruge et par dages gratis billeje i San Francisco til, hvis ikke jeg tog derover. Men nu var sagen tilsyneladende færdigbehandlet, og i kuverten lå en check på 14 dollars.
Men hvad skal jeg så gøre med den? Jeg kunne selvfølgelig indløse den herhjemme, men her i Gebyrdanmark vil de $ 14 nok hurtigt blive spist op, så det bedste vil nok være at indløse den i USA. Ifølge checken skal den indløses inden den 21. maj 2014, og måske bliver det så heldigt, at jeg får mulighed for at komme til USA igen inden den dato. For for nylig havde jeg en snak med min gode ven Eric fra Tampa i Florida, at han i april tager til Las Vegas for at deltage i Las Vegas Smoke Out og en efterfølgende konference der. Og han har inviteret mig til at besøge ham og bo på hans hotelværelse der. Nu er jeg jo en typisk ikke-ryger og er derfor ikke tilhænger af at tilbringe dagen i røgfyldte omgivelser, men LVSO kunne være en måde at møde andre fyre på, og jeg forventer mig et arrangement lidt i stil med TBRU, som i 2011 blev afholdt i Dallas, og hvor der var så meget sjov på hotelværelset at jeg aldrig nåede frem til de officielle arrangementer. Og Eric har jeg jo haft en god aften med da han samme år var i Hamburg og jeg besøgte ham og hans kammerat fra San Diego der og efterfølgende blev lagt i sleepsacken natten over. Sandsynligvis vil jeg også få brug for en bil når jeg er i Las Vegas, og så var det måske en smule dumt at jeg havde bedt om at få pengene og ikke de mulige to dages gratis billeje. Men denne check giver mig da en grund mere til at tage til Las Vegas næste år!
|
|