Det sidste par vintre har jeg gjort det til noget nær en tradition, at jeg hvert år ved juletid tager ned til Dresden for at besøge min ven Andy dernede, og samtidig besøge det traditionsrige julemarked på Striezelmarkt når jeg nu alligevel er der. Denne gang havde jeg dog gjort det på en anden måde, da jeg i stedet for at bruge hele dagen på at komme derned med toget denne gang havde taget flyveren, og til trods for et flyskift undervejs brugte jeg langt under den halve tid på at komme derned, og jeg havde derfor hele aftenen til rådighed. Striezelmarkt var dog godt og spændende som det plejer at være, og ligesom sidste år brugte vi også en del tid på de mange små aflæggere, der findes i byen. Julemarkedet på Striezelmarkt skulle efter sigende være det ældste af sin slags i Tyskland, og jeg tager nok ikke meget fejl, når jeg påstår, at julemarkedet der måske endda kan være lige så gammelt som forlystelserne på Bakken herhjemme. Dresden er jo fra gammel tid hovedstaden i Sachsen, og forrige sommer havde jeg sammen med Jim brugt en del tid på at se det gamle slot og de omkringliggende bygninger, der var blevet bygget op igen efter anden verdenskrigs bombardement. Men denne gang var jeg jo ikke rigtigt i stand til at gå rundt og se på de gamle statelige bygninger, hvilket sommerens blodprop jo stadig forhindrede mig i. Men jeg var ganske tilfreds med at være i stand til at kunne gå rundt og smage på de forskellige versioner af glühwein, som man kunne købe ved de forskellige boder. Faktisk havde vi på fornemmelsen, at glühweinen var blevet en smule billigere i år, for sidste år havde jeg kun bemærket et enkelt sted, hvor man kunne få den til tre euro mit Schuss, hvilket var ved indgangen til aflæggeren på Augustenplatz, men denne gang var der i hvert fald et sted mere, og det var sågar på Striezelmarkt selv, det sted hvor vi året før ved den store forvirring på grund af de mange mennesker ikke var blevet afkrævet de to euro i pant for krusene, men alligevel fik panten udbetalt da vi leverede krusene tilbage igen. Ellers var det stadig for det meste tre en halv euro, der var taksten, og da vi tre timere senere vendte tilbage til Albertplatz for at tage sporvognen hjem var jeg godt tilfreds med, at jeg ikke havde haft problemer med at gå rundt på markederne, og heller ikke havde haft behov for at sidde ned og hvile benene undervejs.