Navigation:    
Start  >  Blog 
> 22. december 2013
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Et skridt frem og to tilbage for homoseksuelle Søndag, 22.12.13

De seneste dage har der været skrevet en hel del om forskellige legislative regelændringer for homoseksuelle, både godt og skidt. Første input kom fra Indien, hvor den indiske højesteret har ført rettighederne for homoseksuelle tilbage til kolonitiden. Baggrunden var, at hovedstadsområdets højesteret et par år forinden havde tilladt sig at ophæve kolonitidens forbud mod homoseksuelle handlinger, da man mente, at paragraffen var i strid med forfatningens syn på menneskeretigheder. Men den nationale højesteret mente derimod ikke nødvendigvis at dette var tilfældet, og at hovedstadsområdets højesteret ikke havde bemyndigelse til at tage beslutning om den slags sager. Men der er dog håb forude, for Indiens justitsminister Kapil Sibal har bedt landets højesteret om at genoverveje dommen, som har rejst et ramaskrig i mere homoseksuel-venlige kredse. Ligesom det vel ikke kan udelukkes, at det pågældende forbud fra kolonitiden kan blive slettet fra parlamentarisk side.
En mere krank skæbne kan møde de homoseksuelle i Uganda, hvor landets parlament netop har vedtaget en lov om homoseksualitet, der ifølge BBC indebærer, at homoseksuelle kan straffes med fængsel op til livstid for gentagne tilfælde. Og loven kriminaliserer ikke blot de homoseksuelle, men blot kendskab til sådanne aktiviteter kan medføre fængselsstraf hvis man undlader at melde det til politiet. Så man skal i hvert fald ikke fortælle nogen noget - og selv når man ikke gør det kan man blive tvunget i fængsel! Naturligvis har loven medført en storm af protester fra alle internationale GLBT organisationer, og den danske udviklingsminister Rasmus Helveg Petersen har udtrykt en dyb beklagelse over loven. Men lige her og nu mangler uganderne blot præsidentens underskrift for at loven kan være gyldig. Man kan kun håbe på, at loven ikke bliver underskrevet inden den 20. januar 2014 som den skal for at være gyldig.
Jeg har sagt det mange gange før, og jeg siger det gerne igen: Jeg kan sandt for dyden ikke forstå hvorfor der her på kloden findes så menge mennesker, der bryder sig så lidt om, at to fyre godt kan lide hinanden, at de laver retsmæssige tiltag for at forhindre det sker! Men så er det da en lille smule positivt, at man med loven i hånden også kan gå andre veje. For i Utah, mormonernes højborg, har man netop besluttet at legalisere homoseksuelle ægteskaber. Man har åbenbart besluttet at rydde lidt op i statens ægteskabsregler, som i sin tid var en knast, der skulle løses inden Utah kunne optages som forbundsstat i USA. For ved samme lejlighed har man besluttet at forbyde bigami!

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.