Navigation:    
Start  >  Blog 
> 16. januar 2014
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Fokus på socialt bedrageri ved udlandsrejser Torsdag, 16.01.14

Der har været talt om det før, men det virker nærmest som om der er gået lidt agurketid i medierne for tiden. For i dag tog man den gamle traver op igen om kontanthjælpsmodtagere, der skulle tilbringe tiden under sydens sol med sociale ydelser i bagagen, at de skulle finansiere deres behagelige ophold i sydens sommer med ydelser fra socialkontoret. Og det kan man jo synes om hvad man vil, men lad mig her først eliminere en udbredt misforståelse. For det kan da godt være, at nogle rejser sydpå med socialhjælp i baglommen, men kontanthjælp og andre sociale ydelser er bagudrettet, ligesom andre former for løn, og hvis man ønsker at bruge sine begrænsede ressourcer på fremtidige ferierejser skal man da være velkommen til det. Bedrageriet optræder jo først hvis man efter at have vendt hjem fra sin ferierejse erklærer over for socialkontoret at man har været hjemme og stået til ledighed for arbejdsmarkedet. Blot med den lille detalje, at selv om man har ret til fem ugers ferie om året ifølge lovgivningen skal sådanne rejser til udlandet jo anmeldes til ens Jobcenter forinden, som derved samler disse informationer. Og det kan da godt være, at der er en del, der glemmer denne lille detalje, for ifølge Politiken i dag var der en tredjedel af dem, der blev udtaget til kontrol i lufthavnen, der ikke havde deres forhold i orden, og derfor måtte tilbagebetale 'uretmæssigt udbetalte forsørgelsesydelser'. Selv er jeg ofte blevet spurgt om, hvordan jeg har mulighed for at tage på mine mange ture når jeg er på kontanthjælp, men disse forespørgsler har mere gået på finansieringen af disse ture. For selv om flybilletterne ofte er dyre har jeg heldigvis mange venner verden om, som jeg ofte kan bo gratis hos. Måske jeg så derved 'nasser' på mine venners godgørenhed, og i det mindste plejer jeg at tage min ven med ud og spise en dag. Lige som jeg gerne modtager mine venner her som gæster i stedet og derved får en varm krop at sove med i sengen, hvilket jo ikke kræver tilladelse fra Jobcentret. Men det øjeblikkelige utidige fokus på de sociale bedragere skyldtes dog mere, at Arbejdsmarkedsstyrelsen har misligholdt sin tilsynspligt, for der blev i 2010 indgået en aftale mellem VK-regeringen, Kristendemokraterne og Dansk Folkeparti om, at der skulle gennemføres mindst 25 tilsyn med de rejsende gennem lufthavnen årligt, og dette har ikke fundet sted. Hvilket selvfølgelig er et problem for den nuværende regering, for selv om denne aftale er indgået mellem nuværende oppositionspartier skal den nødvendigvis overholdes.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.