Det var ellers gået nogenlunde, men dog langsomt fremad i løbet af efteråret. Men jeg vidste jo godt, at vinteren kan sætte en stopper for næsten hvad som helst af udendørs aktiviteter. Og jeg huskede kun alt for godt hvorledes vinterens snefald og isdækkede skovveje satte en stopper for mine løbeaktiviteter i forrige vinter. Men langt hen ad vejen så det ud til at vi fik fred i denne omgang. For ganske vist blev vejret typisk vinterkøligt, men langt hen ad vejen holdt sneen sig væk. Jeg var ellers nået op på at kunne løbe henved syv kilometer uden pause, og det så jeg egentlig som et godt fremskridt, eller var det? For her den 12. var jeg ude og løbe en tur, og havde denne gang valgt Søndersø for at få lidt variation. Og ganske som sædvanlig slæbte jeg på højre fod, og nogenlunde vel hjemme igen og efter at have slappet af en halv times tid og fået varmen igen under dynen bemærkede jeg, at jeg med min konstante slæben på foden havde fået slidt hele slidzonen af på tåområdet af min løbesko. De løbesko, som jeg ellers havde indviet sidste år forud for Ottawa Marathon. Så det gav mig da lejlighed til at overveje, om det overhovedet er så godt for mine ben at løbe så meget på den måde. Og sidenhen har jeg slet ikke løbet udendørs! Nærmest som om vinteren konstaterede det begyndte det så godt to uger senere at sne, godt nok ikke så meget, men da jorden nu var kølet godt og grundigt ned blev al sneen liggende, og så var der da endnu mindre grund til at løbe mere udendørs. I stedet kunne jeg blot forsøge at holde varmen hjemme i min hybel. Men dagen efter første snefald var jeg dog i centret, og for første gang siden blodproppen forsøgte jeg denne gang at løbe i stedet for blot at gå, som jeg ellers plejede. Jeg ved godt, at jeg plejede at sige, at en løbetur skal være på mindst fem km eller en halv time inden den tæller, og denne tur på løbebåndet var hverken eller. Men løbet det fik jeg, og jeg fik gennemført alle de to km jeg havde sat mig for. Men tendensen til at hænge med foden var der dog stadig, men jeg blev dog ikke fanget af båndet, hvilket jeg ellers havde gruet for, og hvilket havde fraholdt mig for at løbe på båndet før. Men jeg tror nok at de to km var passende til at begynde med, for hvis jeg havde fortsat havde der nok været større risiko for at jeg hang med foden, og så kunne det jo have gået grumme til. Så alt i alt har jeg her i januar fået skrabet et udbytte på 10 km sammen. Hvilket desværre var noget mindre end den forudgående måned, men hvis jeg kan gentage løbeturene på båndet i centret, og gerne på en lidt mere stabil måde, er det trods alt bedre end udendørsløbet, som på nuværende tidspunkt nok ikke vil give mig spor!