Navigation:    
Start  >  Blog 
> 1. februar 2014
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Sort er det nye sort Lørdag, 01.02.14

For tiden er der en stor modeuge i København, og det var måske også baggrunden for, at der forleden var tema på en af DR's tv-kanaler om mode. Og det var måske også baggrunden for, at jeg i dag for præcis ti år siden også var inde over emnet i min blog her på sitet. Nu er mode jo ikke noget jeg beskæftiger mig så meget med, for dels er mode som regel kun noget som vedrører kvinder, hvilket også kunne ses tydeligt i udsendelsesrækken i forgårs, hvor alle personer, som moden var kreeret til, var kvinder. Hvorimod det i de fleste tilfælde var mænd, som havde kreeret den. Og når der en sjælden gang vises indslag om mode til mænd er der som oftest tale om den samme gammeldags mode med sorte bukser, sort jakke og sorte sko, og hvor de eneste farver der tolereres er en skjorte, der er tonet i en eller anden farve - pastel, hvis det skal gå højt! Og det gælder ikke bare nu, men sådan var det også for ti år siden, hvor jeg skrev følgende i min weblog: "Således indledte Politiken sidste søndag en ganske interessant artikel om mandemoden der er på vej. Trenden er nu, at man(d) ikke længere ønsker sig slavebundet af en bestemt moderetning eller bestemte mærkevarer, men i stedet blander de forskellige stilretninger efter forgodtbefindende, efter de individuelle lyster. Hvilket vel egentlig ikke kan komme bag på nogen i denne individualismens tidsalder. Man er ganske vist stadig mærkevarebevidst, bestemt, men ønsker ikke længere at flashe mærket. Således vil man gerne vække opmærksomhed, men det skal være ens egen stil der vækker opsigt..."
Og hvad er der så sket sidenhen? Ikke så meget, for den "velklædte" mand af i dag går stadig i sort, så meget at man næsten skulle tro det var en begravelse. Jeg har selv forsøgt at kæmpe mod strømmen, men det eneste forum, hvor det tilsyneladende accepteres er inden for sportens verden, hvorfor jeg som regel må opsøge diverse sportsbutikker for at få noget tøj, der ikke bare er det sædvanlige sort. Men især i Danmark har den sorte syge spredt sig, så når jeg får reklamer ind ad døren fra de to nærliggende sportsbutikker er det i udpræget grad sort i sort. Det gør jo ikke mig så meget, da jeg i forvejen i langt overvejende grad køber mit tøj i udlandet, men jeg synes det er trist, at den hjemlige forbruger ikke får tilbudt nogle valgmuligheder. Kun på overtøj er det muligt at opstøve andre farver end sort, men det kan da vel ikke være rimeligt, at man skal være tvunget til at gå med overtøj indendørs? Så noget kunne tyde på, at den optimisme, der var på vej til at spire frem i 2004 også på dette felt er blevet dræbt noget så effektivt af finanskrisen. For i dette tilfælde er sammenligningen med en begravelse jo ganske passende!
Dagblog 1. februar 2004: Den hemmelige mode

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.