Forrige år var jeg kaldt til møde i Jobcentret, og modsat så mange andre har jeg egentlig ikke noget imod det, for ved de seneste lejligheder jeg er blevet kaldt til samtale der har de været ganske behjælpsomme. Først da de må grund af min slæbende gangart hurtigt kunne detektere at jeg nok ikke kunne komme på arbejde lige med det samme og derfor foreslog at jeg rykkede ned i 'Matchgruppe2', hvilket betød at jeg ikke længere skulle checke diverse jobopslag på nettet hver uge. Og da jeg ikke kunne få kontanthjælp fordi jeg ikke havde indsendt den vandrejournal, som det kommunale EDB-system krævede at jeg skulle gøre, så vidste Jobcentrets sagsbehandler hvem i kommunen han skulle tale med for at denne fejl kunne blive rettet. Så det er jo ikke umiddelbart mig, som protesterer over den kommunale sagsbehandling - omend disse eksempler viser, at jeg måske skulle gøre det noget oftere. Nå, men fredag før jul skulle jeg så møde i Jobcentret igen, så vi kunne snakke lidt om, hvorledes vi (jeg) kom fremad igen, og de havde faktisk et godt tilbud til mig. Ganske vist et tilbud jeg nok ikke kunne sige nej til, men hvorfor skulle jeg jo gøre det? Jeg havde jo netop fortalt dem, at den største barriere mellem mig og arbejdsmarkedet var, at jeg ikke havde en velfungerende krop, og at jeg var noget frustreret over, at jeg aldrig havde fået den genoptræning i kommunalt regi, som jeg ellers var blevet stillet i udsigt da jeg blev udskrevet fra Rigshospitalet. Hvilket nu var et halvt år siden, og i den mellemliggende tid havde jeg bare måttet forsøge mig frem, uden at vide om det overhovedet hjalp. Jobcentrets tilbud gik på, at de tilbød en plads til mig på Springbræt, som er en afdeling under det alment velgørende fond Dansk Råstof. Springbræt har naturligvis også de traditionelle jobtræningskurser, men de har også et samarbejde med Fitness World om at give noget fysisk træning, og det var så det, jeg var til i går formiddags. Her fik jeg sammensat et træningsprogram af elementer, som jeg enten i forvejen udførte når jeg selv trænede nede i Fitness DK, eller som jeg alligevel kendte fra tidligere træningsprogrammer. For et år siden eller mere havde jeg jo ellers bare taget hele paletten når jeg var i centret, men skulle jeg tage det væsentligste var det kun godt at have en træner, der kunne udpege de øvelser jeg havde mest brug for. Og til afslutning blev jeg introduceret på deres Crosstrainer. Den havde jeg set mange at tøserne hoppe på i mit hjemlige center, men jeg havde aldrig fundet ud af hvordan den fungerede. Det fandt jeg så ud af nu, og da jeg først havde fået den i gang gik det efterhånden op for mig, at den nok ikke var så ringe. For selv om man ikke direkte løber på sådan en maskine mindede bevægelserne faktisk temmelig meget om løb. Og til forskel fra ude i naturen var jeg her tvunget til at løfte fødderne mellem hvert skridt. Og det er jo lige præcist det jeg har problemer med!