I gamle dage var der til en vis grad en sammenhæng mellem mængden af de opgaver i samfundet der skulle udføres og mængden af de værdier der var til rådighed. Så længe man havde et sted at bo, havde tøj på kroppen og havde mulighed for at få noget at spise hver dag, da var man jo stillet godt tilfreds, alt andet var egentlig blot overflødig luksus. Og disse nødvendigheder kostede ikke særlig meget, jeg husker stadig min første lejlighed, som jeg betalte 395 kroner for om måneden. Og det havde alle vel egentlig råd til, og om nødvendigt kunne man bo hjemme lidt længere tid eller bo hos en af vennerne, man krævede jo ikke så meget. Og det er trods alt kun 30 år siden. Men mere vil have mere, og man begyndte efterhånden at få smag for luksus. Når jeg i dag læser om at et standardmæssigt parcelhus er vokset til 160 kvadratmeter og sjældent er mindre end 100 kvadratmeter bliver min første tanke hurtigt: Hvorfor har de behov for al den plads? Og så kan jeg kigge lidt på mine egne 55 kvadratmeter og fastslå, at jeg da også kunne bruge noget mere plads så jeg kunne få plads til alt det rod jeg har. Men lejligheden er stadig den samme, omend jeg ikke længere kan nøjes med at betale 395 kroner om måneden men noget nær det seksdobbelte. Og det er vel egentligt rimeligt nok, set i lyset af de prisstigninger der har været i samfundet generelt gennem de mellemliggende 30 år. Ganske vidst har ejendommen også ændret status fra privat udlejningsejendom til andelsboligforening i mellemtiden for at forhindre at diverse bolighajer ville købe ejendommen og jobbe huslejen op, hvilket jo var en reel fare tilbage i 80'erne. Og selvfølgelig foretog jeg en investering på godt 5.000 kroner i sin tid for at købe min andel, da det var en forudsætning for, at vi overhovedet kunne stifte andelsboligforeningen, men jeg har aldrig betragtet det som en investering på samme måde som man tænker investeringer i dag, men nærmere som en forsikring. Jeg skulle i hvert fald aldrig have en ejerbolig, for sådan en kunne man jo blive smidt ud af hvis man blev forhindret i at betale sine terminer. Men sidenhen har de kloge herrer og damer i Folketinget ændret lovgivningen så man godt kunne tage pant i sin andelsbolig, og det har visse banker fundet ud af. Hensigten med dette var, at andelsejere ikke skulle snydes for boligejernes muligheder for at optage lån til det, som jeg stadig betragter som luksusforbrug. Men med det resultat, at jeg i dag kan risikere at blive smidt ud af min lejlighed, blot fordi jeg længe før lovændringen var så dum at prøve mig som selvstændig, og banken var så dum at låne mig pengene dertil! Det er kun en facet af vores tiltagende higen efter luksus, men jeg vender straks tilbage med flere aspekter herom.