Jeg skrev for en måneds tid siden om banker, der forsøger at indkradse gammel gæld ved at tildele lovgivninger en tvivlsom bagudrettet gyldighed, og skrev at jeg ville vende tilbage til dette emne en anden gang, under en anden vinkel. Og det er så det, jeg tager fat på i dag, for denne gang retter jeg fokuset mod den evigt omsiggribende reklame. For i bund og grund er reklame jo forholdsvis uskyldig, for den drejer sig jo bare om at informere om en ting eller et produkt, men ikke nødvendigvis om, at man absolut skal tvinges til at købe det pågældende produkt. Reklamens formål er i bund og grund at give en ærlig og lødig information om produktet, således at man selv kan afgøre om man har lyst til at købe produktet eller ej. Men efterhånden er det så som så med den lødige information, for vi kender jo alle sammen de reklamer, der fokuserer på i princippet uvigtige ting, hvorefter der allernederst i annoncen med meget små bogstaver står de faktiske oplysninger, så annoncøren derved kan undgå at blive slæbt i retten for uhæderlighed. For efterhånden er det jo ikke bare sådan at der bliver annonceret om et produkt, bare fordi konsumenterne har behov for at kende den seneste udvikling, for formålet i dag drejer jo udelukkende om at sælge varen, og så er det mindre betydningsfuldt om man har brug for varen, hvis blot man har købt den, for så er reklamens formål jo opfyldt. Man ser jo også, at man kan spare x kr. på at købe et bestemt produkt, og det er der så en del der gør for at kunne spare disse x kr. Men man ser som regel aldrig folk spørge sig selv om denne tilbudspris rent faktisk er pengene værd. Især i bilbranchen ser man fx. tilbud om, at man kan spare fx. 30.000 kr. med at købe en bestemt bilmodel, men derfor bliver en kvart million kroner jo aldrig billigt! Det virker som om, at bare fordi nogen lugter at man er kommet til noget, som andre vil vurdere som penge, så bliver man til jaget vildt. Flere gange om ugen går jeg den direkte vej fra brevkassen i portgennemgangen til papirkurven for at holde reklamerne fra døren. For selvfølgelig kunne jeg få et skilt, hvor jeg kan sige Nej Tak til reklamer, men måske en gang om måneden får jeg alligevel en informativ reklame, som ikke bare drejer sig om at tømme min pung. Så derfor har jeg ikke et sådant Nej Tak-skilt på min postkasse.