Påsken har været hård mod bjergbestigere i Himalaya. Langfredag fandt en større lavine på Mount Everest sted, som ulykkeligvis krævede adskillige dødsofre. Og denne gang var det ikke bare uforsigtige turister eller dumdristige eventyrsøgende. Denne gang var det fyre, som mere end nogen anden kendte bjergets farer og luner, nemlig de sherpaer, som gang på gang sætter livet på spil for at få lidt ussel mammon fra nogle af de mange vesterlændinge, som hyrer sherpaer til at hjælpe dem op ad det bjerg, som de ikke ville have nogen gnist af chance for at bestige selv. 16 sherpaer blev meldt savnet efter lavinen, og af disse lykkedes det at finde 13 af dem inden man opgav at lede videre. I mandags tog man så afsked med otte af disse 13 sherpaer, inden de i overensstemmelse med den lokale tro blev brændt på bålet. Men længe inden da havde debatten rejst sig om rimeligheden i den risiko, som sherpaerne løber for at hjælpe fremmede bjergbestigere til at nå toppen af deres bjerge. Der er mig bekendt ikke omkommet nogle af de betalende bjergbestigere ved denne lavine, og der er i øvrigt ikke tilflydt mig mere detaljerede rapporter om konsekvensen af denne lavine, men tidspunktet taget i betragtning kunne jeg godt forestille mig, at lavinen er gået ned over Khumbu Icefall, hvilket også kunne forklare hvorfor der var så mange sherpaer, der havde mistet livet. Sydruten på Mount Everest er jo den mest brugte rute på bjerget, og det eneste større problem på ruten er den risikable passage op gennem Western Cwm, som er en stejl gletscher i konstant bevægelse. Og som indledning på forårets sæson for bestigninger bruger en horde af sherpaer flere dage på først at finde en brugbar vej op gennem dette vildnis af usikker gletscher og labile istårne. Og ind imellem går det altså galt. Hvilket sandsynligvis også har været tilfældet denne gang. Om der overhovedet vil finde nogle bestigninger sted ad denne rute i denne sæson er temmelig tvivlsomt, for de fleste sherpaer har nu forladt bjerget og har påbegyndt en strejke for at få mere respekt og ikke mindst bedre betaling for deres arbejde. Men når indsatsen er livet, hvilken pris skal man så sætte på værdien af denne indsats?