Det er sidst på måneden, og dermed også tid til min sædvanlige rapport om, hvorledes det er gået med mine sportslige udfordringer i den forgangne måned. For jeg ligger jo stadig og forsøger at kæmpe mig tilbage til mine kropslige aktiviteter, som jeg stadig husker den fra før blodproppen sidste år. Omend det ikke så for godt ud, efterhånden som måneden skred frem, for ud over det sædvanlige småsjatteri fik jeg kun en enkelt god løbetur først på måneden, og derefter blev det ikke til mere løberi denne måned. Så derved nåede jeg i april kun op på 5 km. Men selv om jeg ikke har fået løbet så meget som jeg gerne ville, synes jeg alligevel det går fremad. For hvor jeg for et halvt år siden ikke kunne undgå, konstant at slæbe på højre fod, og derved med tiden endte med at få slidt spidsen af to par af mine Converse gummisko, så har det med tiden stabiliseret sig. I dag kan jeg gå næsten normalt, omend jeg stadig holder skarpt udkig efter ujævnheder og skæve brolægninger i fortovet. Løbeturene holder sig som nævnt ovenfor dog stadig i yderst snævne rammer, men det går langsomt bedre med den almindelige gang. Vandreturen i Grunewald for en god uge siden, hvor jeg vandrede mere end dobbelt så langt som jeg hidtil havde gået, bestyrkede mig også i den opfattelse. Og selv om brydningen også er en helt ny aktivitet, som vel knap nok hører hjemme på denne side, med tanke på den lave intensitet jeg normalt har når jeg bryder, så bør den vel egentlig også nævnes her. For jeg fik også her i april måned brydet to gange mens jeg var i Berlin.