I dag er det præcist et år siden at jeg blev ramt af blodproppen mens jeg var på ferie hos min ven Max i Ottawa. Og derfor finder jeg det ganske passende at se lidt på, hvordan min krop har det i dag, og hvad den kan magte i forhold til i 'gamle dage'. Og selvfølgelig er mit fokus jo i første omgang rettet mod den løbetræning jeg fortsat ikke rigtigt kan klare. Men når jeg ser på det år, som er gået, er det selvfølgelig gået fremad. For i de første måneder kunne jeg ikke en gang løbe, og da jeg forsøgte mig på løbebåndet på hospitalet var det lige ved at gå galt og jeg måtte skyndsomt sætte tempoet ned til (langsomt) gangtempo. Og første gang jeg var ude og løbe i naturen ved Sejerøbugten i september var det på en cirka 70 meter lang strækning med fast strandsand, men der skulle fire forsøg til før min begrænsede kondition tillod mig at løbe alle 70 meter uden stop. Hvilket så også var med sandet sprøjtende til alle sider da jeg knap kunne løfte højre ben. Men i dag går det trods alt noget bedre, da jeg som regel kan løbe et par kilometer uden at slæbe højre ben for meget.
Jeg begyndte jo også på styrketræning i mit lokale fitnesscenter kort efter jeg var blevet udskrevet fra hospitalet, omend det fra starten var noget begrænset hvad jeg kunne drive det til. Men jeg tænkte som regel bare, at en lille smule træning var bedre end slet ingen træning, så jeg kom faktisk ned i centret flere gange om ugen, selv om mine planer indledningsvis var at gå en tur derned hver dag. Jobcentret fik dog også slået en klo i mig, og da jeg var til første samtale med dem gik det pludselig op for dem at jeg var fejlplaceret, da jeg tydeligvis ikke var i stand til at påtage mig et standard 37-timers arbejde. I stedet blev jeg sendt på et forløb på 'Springbræt' hvor jeg bl.a. to gange om ugen skal møde til fitness træning, hvilket egentlig går udmærket, da jeg som regel er der en time mere end jeg skal.
Endvidere er jeg også begyndt at bryde, som ud over de mange andre gode egenskaber ved brydning også giver min krop en mere varieret og ikke-planlagt træning, da jeg jo aldrig ved hvad der kunne tænkes at ske under en brydekamp. I næste uge tager jeg til Berlin, og her er det faktisk lykkedes mig at træffe aftaler med fire andre brydere som jeg skal dyste imod. Sandsynligvis bliver der bare bundet knuder på mig, men alle de krumspring jeg vil foretage mig for at undgå at det sker, vil nok bare være god træning for mig. Blandt andet skal jeg den ene dag bryde med en fyr i Kassel, og han vil give mig nogle tip om hvordan jeg vil kunne bryde bedre. For nylig tilrådede han mig i at træne mine biceps mere, og det kunne jo tyde på at vi kan få en god og heftig match sammen.