|
|
Dansk Bjergklub glemmer tilsyneladende deres gamle medlemmer
|
Søndag, 15.06.14
|
Jeg plejer jo normalt hver år den 1. april at blive opkrævet de sædvanlige 450 kr. for mit medlemskab af Dansk Bjergklub. Men den udvikling, som klubben har været i i de senere år har jo bestemt ikke inspireret mig til at vedligeholde mit medlemskab. For først lukkede klubben klublokalerne i Løvstræde, og tilsyneladende har man også opgivet at udsende klubbladet, som i sin tid gik fra at udkomme fire gange om året til kun at udkomme to gange om året. Men det er snart nogen tid siden, at klubbladet dukkede op i min postkasse, og selv om jeg ikke har hørt noget om, at man skulle have opgivet at udsende klubbladet, og at det ifølge klubbens hjemmeside fortsat kommer to gange om året, kunne noget tyde på, at det er det, der er sket. Men så burde man vel i det mindste gøre som så mange andre blade har gjort når de ophørte med at udkomme: at man gav besked herom i det sidste nummer, der udkom, således at abonnenterne ikke ventede forgæves i månedsvis, eller i mit tilfælde: årevis på et blad, der aldrig kommer. For det kan jo kun give dårlig omtale. Jeg ved godt nok, at man for nogle år siden besluttede, at internettet skulle være klubbens primære informationskilde, med hvad det indebærer af dårlig kommunikation. For med internettet som primær informationskilde får man jo kun de oplysninger, som man som bruger søger. Og ikke de informationer, man som afsender synes er vigtig. Som for eksempel generalforsamlinger. Og for nogle år siden fik jeg aldrig at vide, at klubben holdt sin generalforsamling flere måneder tidligere end normalt. For man søger jo ikke informationer om generalforsamlingen et halvt år før man forventer at den skal afholdes. Måske man bare ønskede at gennemføre generalforsamlingen uden for mange irriterende spørgsmål fra medlemmerne. Så jeg fik intet at vide om generalforsamlingen, mødte derfor ikke op, og fik derfor ikke lejlighed til at stille nogle intrigante sporgsmål. Og undrede mig derfor i marts over, at jeg ikke blev opkrævet mit årskontingent den 1. april, som det ellers havde været tilfældet siden 1982. Årsagen dertil fandt jeg dog hurtigt ud af, for årskontingentet var allerede blevet opkrævet og afregnet fra min budgetkonto i januar! Så derfor overvågede jeg herefter min budgetkonto op til den første i hver måned for at bemærke, om jeg pludselig blev opkrævet kontingent igen før tiden. Hvilket dog ikke så ud til at være tilfældet. Måske kontingentet i år blev opkrævet den 1. april, som normalt, men det så nu heller ikke ud til at være tilfældet. Man kunne dog godt forestille sig, at sådanne automatiske betalingsoverførsler bliver annulleret hvis der går et helt år uden at der finder nogen opkrævning sted, og i sådant tilfælde vil det jo være bevis på manglende omtanke fra bjergklubbens side, hvis de af denne grund undlader at foretage opkrævningen, blot fordi de året før har gennemført opkrævningen tre måneder for tidligt. Man kunne måske også forestille sig, at klubben har oprettet en helt ny måde at betale penge på, og jeg derfor som gammelt medlem ikke umiddelbart får noget at vide herom. Men igen, hvorfor skulle klubben undlade at få en automatisk indtægt blot fordi man ikke fortæller om nye procedurer? Jeg har jo ganske vist overvejet, om jeg overhovedet fortsat skulle være medlem af bjergklubben, som trods alt har givet mig så mange gode oplevelser, og som jeg gennem årene har gjort så meget for; jeg har jo trods alt været medlem her i over 32 år, og det her kunne jo være en smart måde at sige farvel til klubben på, når de tilsyneladende ikke længere var interesseret i at have mig som medlem. Men i givet fald burde klubben da have stil nok til i hvert fald at sende mig en opsigelse af mit medlemskab!
|
|