I mellemtiden var jeg atter en gang kommet til Berlin, denne gang dog hverken med tog eller fly, men noget så gammeldags som bus. Men bussen er jo væsentligt billigere end både tog og fly, og bruger ikke meget længere tid end toget, for selv om bussen tager vejen over Rostock, en færgetur på næsten tre timer, så kører den ikke omvejen over Hamburg. Og hvad udad tabes skal indad vindes, som gamle Dalgas sagde i sin tid. Men nu var jeg jo kommet til Berlin for at deltage i CSD på lørdag, men ville selvfølgelig også benytte mig af lejligheden for at få gang i et par brydekampe. Her til aften var det jo planlagt, at jeg igen skulle bryde med Christian i Hellersdorf, som jeg jo også havde brydet med i påsken, men vejret så for fint ud til bare at hænge i Schöneberg. Så jeg foreslog min ven der, at vi kunne tage en tur ud til det gamle olympiske stadion fra legene i 1936, og som jeg kun havde besøgt en eneste gang før, nemlig da jeg i 1990 deltog i Morgenmadsløbet dagen før Berlin Marathon. Og jeg regnede med, at vi denne gang ville få lidt mere ro til at se stedet end dengang for 24 år siden, hvor vi 6000 deltagere løb de seks kilometer til stadion og selvfølgelig løb gennem marathonporten til opløbet på stadion selv. Dengang var det første gang overhovedet at jeg skulle deltage i en marathon, og der findes altså næppe bedre steder at gøre det end i Berlin. Og nu var det rart at se stadion igen, og jeg genoplevede mange af de indtryk jeg havde fået den septemberformiddag i 1990. Omend denne gang måtte vi jo betale for at komme ind, men det gjorde jeg trods alt gerne. Udefra så stadion ud som jeg kendte det, i den typiske nazistiske tusindårsrige-stil, bygget af solide natursten, som stadig så ud til at kunne holde mange år endnu. Men indenfor bemærkede jeg straks at der var blevet lagt ny blå tartan, til forskel fra den røde tartan, som der lå dengang i 1990. Men alligevel var det som om det hele gentog sig, ikke så meget selve morgenmadsløbet, som havde mål her på stadion, men selve marathonet kunne jeg også visualisere og tænke tilbage til dengang hvor jeg i Berlin løb mit første marathon, mindre end et år efter at jeg var begyndt at løbe. Jeg trak mig lidt tilbage og kravlede op på den øverste tilskuerrække, hvorfra jeg havde en glimrende udsigt ud over stadion. Jo, tyskerne havde nu styr på den slags ting med organisering. Hvilket jeg havde set både ved marathon'et i 1990 og ved mit hurtigste marathon næsten tre år senere i Hannover. Og Berlin bliver ved med at trække deltagere til, for i år blev løbet udsolgt i løbet af få timer, så var alle 40.000 pladser revet væk. Om jeg nogensinde kommer til at løbe Berlin Marathon igen er nok tvivlsomt, især med den førlighed jeg har i øjeblikket. Omend selv om det går bedre for tiden var det alligevel en udfordring da jeg efterfølgende igen skulle ned ad de stejle trapper fra stadion's øverste etage. Men Heiko havde jo i påsken fortalt mig, at der nok ville gå to år før jeg ville være i stand til at løbe et halvmarathon. Så måske jeg ville være i stand til at løbe Berliner Halbmarathon i foråret 2016? Det er jo stadig alt for tidligt at spå om, men det kunne nu være en passende målsætning at sætte sig for øje.