Så var det tid til årets CSD i Berlin. Jeg havde jo efterhånden været til CSD flere gange tidligere, men forrige år blev det jo ikke til noget fordi mit ophold på hospitalet blev ved med at trække ud. Ganske vist havde jeg, traditionen tro, købt min flybillet til Berlin i god tid, så jeg kunne få en fornuftig pris, men for hospitalsophold er der ikke fastsat nogle traditioner, og da det endelig var tid til afrejse lå jeg stadig på hospitalet, uden at man var kommet meget nærmere en diagnose. Så den tur til Berlin blev selvfølgelig ikke til noget i 2013, men hvordan så med 2014? Umiddelbart så det ud til at blive til noget i år, og Heiko havde faktisk også strammet sig an, så han også var klar til at gå med i optoget. Men heller ikke denne gang blev det til noget. For himlen var overtrukket og skyerne virkede truende da vi tog fra Schöneberg, og fremme ved Spittelmarkt, som denne gang var udgangspunktet, regnede det, og det så ikke ud til at ville høre op sådan lige med det samme. Så vi vendte tilbage til perronen og tog U-banen tilbage til Nollendorfplatz og nogle timer mere under dynen. Trist, at det skulle blive dårligt vejr netop i dag, for det plejer jo at være ganske festligt at gå med til CSD, og vejret havde jo de foregående dage været absolut brugbart. Onsdag havde vi jo været på Olympiastadion, som omtalt i min foregående blog, og torsdag var vi uafhængigt af hinanden blevet enige om at tage en tur på det tekniske museum.
Jeg havde jo tidligere kastet stjålne blikke ind på museet de mange gange jeg tidligere havde haft mine besøg på Anhalter Bahnhof og fulgt de gamle spor over det tidligere baneterræn indtil de endte ved en stejl mur ned til Tempelhofer Ufer og Landwehrkanal, hvorover der tidligere havde ført en bro, som havde dirigeret togtrafikken fra Anhalt ind til den gamle banegård. Og på den anden side af gade og kanal havde man kunnet se resterne af jernbanen, på hvilket terræn man nu havde opført det tekniske museum. Naturligvis var der masser af tekniske rariteter udstillet i de bygninger, der var opført til formålet, men det, der her og nu interesserede mig mest, var den store lokomotivudstilling, der var indrettet i de to gamle remiser, og som i efterkrigstiden efter Anhalter Bahnhof var blevet nedlagt, var blevet fuldstændig overgroet med buskads og træer. Indtil man havde oprettet det tekniske museum med udgangspunkt i disse to remiser. Hver remise havde henved en snes spor, centreret om den gamle drejeskive, som man også havde retableret, og hvert spor havde man tilegnet en særlig periode i oprettelsen af det tyske (og især det berlinske) jernbanenet. Og med min interesse for tidligere tiders jernbanedrift blev jeg hverken halvt eller helt færdig med museet, men nåede kun den ene remise. Så sandsynligvis må jeg fortsætte min opdagelsesrejse næste gang jeg igen kommer til Berlin.