Det er ikke ofte jeg anmelder bøger her på ViaAlpina, men denne bog er en undtagelse. For da jeg forrige år fyldte 50 år fik jeg denne bog i fødselsdagsgave, omend der gik lang tid før jeg kunne åbne bogen. For jeg fejrede min fødselsdag i Ottawa, så jeg var slet ikke hjemme til at modtage den, og da jeg endelig kom hjem var det for efterfølgende at tilbringe seks uger på hospitalet med den her blodprop. Og da jeg endelig blev udskrevet havde jeg så mange andre ting at skulle vedligeholde og sætte i gang, at det krævede en helt speciel anledning til at kunne fordybe mig i bogen. Hvilket jeg så endelig havde i disse dage, hvor jeg tog bussen til Berlin. Og trods de mange timer havde jeg hverken tid til at læse bogen hverken halvt eller helt færdig, men med hjælp fra de efterfølgende dage lykkedes det alligevel.
Det var min gode gamle bjergkammerat, Christoph fra München, som havde givet mig bogen, hvilket egentlig var meget passende, med tanke på de mange somre vi gennem årene har tilbragt sammen i Zermatt-området, for bogen her er skrevet af Kurt Lauber, som i en årrække har været hyttevært på Hörnlihütte, og i boget fortæller han stort og småt om sine oplevelser som bjergfører og hyttevært på hytten for foden af Matterhorn, i 3260 meters højde. Ganske vist har Christoph og jeg aldrig besøgt hytten på samme tid. men vi har begge været der indtil flere gange, for os begges vedkommende i anledning af en bestigning af Matterhorn. En bestigning, som i mit tilfælde pudsigt nok fandt sted i samme sommer som Kurt Lauber havde sin første sæson som hyttevært på Hörnlihütte. Men dengang var hytten traditionen tro håbløst overbooket, så derfor slog vi os til takke med en bivuakplads overfor hytten, kort før selve indstigningen til Hörnligrat. Omend hyttefar godt nok var lidt overrasket over at vi nøjedes med et par umage bivuakpladser i skifergruset og ikke ville have en seng på hytten. Næ, sagde jeg, for da jeg havde ringet op om morgenen for at bestille plads havde jeg blot fået at vide, at der ikke var flere ledige pladser, og nu hvor vi havde slæbt bivuakgrej op ville det være dumt, ikke at anvende det. Men mig og Per Lyhne fik så også, ganske uventet, en bivuak mere, for vi var selvfølgelig for langsomme på bjerget, specielt fordi vi fik lange ventetider ved fixrebene, da alle dem, der var gået op tidligere om morgenen nu var på vej ned, og vi nåede først toppen hen over tre om eftermiddagen, på et tidspunkt hvor alle de guidede hold nok var tilbage ved hytten. Men vi brugte også nogen tid på at assistene et hold spaniere ned fra toppen, da de tilsyneladende ikke havde nogen videre erfaring i at abseile. Og da de valgte en mere stenslagsfarlig, men også hurtigere rute ned lykkedes de dem at nå ned og overnatte på Solvayhütte, hvorimod mig og min makker måtte have en kold nat i nødbivuak ved Unterer Roter Turm. Og her blev vi purret den følgende morgen af den første guide, der var på vej op med sin klient. I det mindste roste han os for at finde en sikker bivuakplads og stoppe nedstigningen inden det blev for mørkt, og vi derved kunne risikere at blive til statistik. Og i det mindste havde spanierne samlet smeltevand til os på Solvay. Denne historie fortæller Kurt Lauber ikke noget om, men han fortæller så så mange andre spændende historier, som jeg selvfølgelig sagtens kan folge med i, da jeg jo har tilbragt mange somre i Zermatt. Men jeg tror nu også, at en, som aldrig har været i Zermatt, men kun har en sporadisk forstand på bjerge og deres væsen, alligevel sagtens vil kunne få noget ud af denne bog. Og måske jeg skulle tage kontakt med Christoph igen, da jeg ikke har set ham i lang tid, og heller aldrig fået sagt ham tak for denne gave!