For en lille måneds tid siden hørte jeg et interessant program på radioens P7 om, at nogle producere havde fået adgang til det oprindelige råmateriale fra studiet under den legendære Trevor Horn. Selvfølgelig er der jo meget mere råmateriale der er optaget, end det, der i den sidste ende lander på grammofonpladen eller CD'en, og det var dette materiale, som de to producere Blank og Jones havde fået fingre i. I dette tilfælde var det den vidt berømte plade Welcome to the Pleasure Dome, oprindeligt udgivet af Frankie Goes To Hollywood i 1984. Om det så var Blank og Jones, der havde deres eget dogme-princip, eller om det var Trevor Horn, der opsatte disse betingelser, om at overlade disse værdifulde råbånd i andres hænder skal jeg lade være usagt. Men i hvert fald var konsekvensen, at der kun brugtes de oprindelige optagelser, så der er ikke tilføjet nye instrumenter eller andre lyde end de optagelser, der fandt sted for tredive år siden. Plus enkelte numre, som der ikke havde været plads til på originaloptagelsen. Radioen brugte det meste af en time på at fortælle historien om disse remixes, med righoldige nedslag i pladen, og inden timen var omme fik jeg så også selv lyst til at genhøre dem. Helt ligesom i gamle dage, hvor jeg ofte hørte Popnyt og Rocknyt på P3 og ofte brugte disse programmer til at lade mig inspirere til at høre nærmere om, hvad der var på vej af nyere musik. Nogle radioprogrammer, jeg ofte savner i dag, hvor P3 stort set kun spiller den populære musik. Og lykkeligvis fortalte de til sidst i udsendelsen, at pladen hed so80s (soeighties) og kunne skaffes på amazon.co.uk. Og det var jo rigtigt godt, for et par dage senere loggede jeg på internettet, bestilte pladen, og en uge senere kunne jeg gå over på posthuset og hente pladen. Som altså var en dobbelt-CD, hvor Blank og Jones havde taget de væsentligste elementer fra Welcome to the Pleasure Dome og mixet dem på den måde, som de nu mente skulle gøres. Og det blev et dejlig genhør med den plade, hvis titelnummer jeg i det første år havde hørt hver eneste morgen på Radio Luxemburg, fordi jeg på det tidspunkt gik med aviser, og Radio Luxemburg var den eneste radiokanal, der spillede så tidligt om morgenen. Og de spillede altså altid Welcome to the Pleasure Dome som udsendelsens sidste nummer inden radioen lukkede ned kl. 05. Hvorefter jeg kunne stå op, tage morgenmad og køre på arbejde, således at aviserne kunne blive omdelt inden jeg gik i skole. Welcome to the Pleasure Dome er ingenlunde en dårlig plade, og behandlet af Blank og Jones er den kun blevet bedre. For dengang var det meget usædvanligt, at en debutgruppe har et langt nummer til at fylde hele side 1 på et dobbeltalbum. Men allerede dengang syntes jeg, at det var pladens bedste nummer, som tilmed sagtens kunne have været endnu længere, hvis det havde stået til mig. Og Blank og Jones løfter her på deres version sløret for, hvordan de andre numre kunne have kommet til at lyde, hvis FGTH også havde fået lov til at lade de andre numre være meget længere. Og alligevel er de i den nye version ikke ét minut for langt!