I næsten et halvt år havde jeg vidst, at jeg skulle tilbage til Australien for at besøge Paul. Han havde jo været i Europa i 2010 og 2011, jeg havde besøgt ham i 2012, i 2013 var han tilbage i Europa hvor vi havde en uge sammen i Antwerpen, så derfor var det nærmest indlysende, at jeg skulle besøge ham igen her i 2014. Og den præcise dato havde jeg også haft i et halvt år efter jeg havde booket plads hos Singapore Airlines, men alligevel kom det som lidt af en overraskelse da jeg pludselig skulle afsted. Men alligevel var der ved at blive skudt en streg i regningen på grund af kalamiteter mellem det ukrainske militær og prorussiske separatister, som gjorde deres bedste for at løsrive den østukrainske region fra hovedlandet og lade sig indlemme i Rusland, hvilket Krim også havde gjort nogle måneder forinden. For fem minutter før det fly, jeg skulle flyve til Singapore med om lørdagen blev et malaysisk Boing 777 om torsdagen skudt ned af et missil under kamphandlingerne. Selv ikke i 11 kilometers højde kunne man føle sig sikker. Som følge heraf omkom alle næsten 300 ombordværende. Men Singapore fløj ufortrødent videre, de ændrede blot kursen så de fløj udenom kampzonen, og vi landede lige efter planen i Singapore i morges. Tre timers ophold her, og derfra videre til Brisbane. Da jeg var fløjet hertil for to år siden havde jeg taget British Airways og to natflyvninger for at komme den lange vej, men med Singapore Airlines var der kun behov for en enkelt natflyvning. Så jeg landede kl. 19.30 her til aften i Brisbane, hvor Paul stod klar for at hente mig. Det er nu altså rigtig rart når man efter så lang en rejse bliver hentet af en god ven! Men denne gang skulle vi dog ikke til hans hus i Laidley men til Tugun på Gold Coast. For her holdt en fælles ven, Kel, sommerferie for at slippe væk fra vinterkulden i Melbourne, og det var en nærliggende anledning for mig til at møde ham personligt for første gang.