I går morges tog Paul ud for at løbe sin traditionelle tur til Summerholm Heights. Uden mig. Det er ellers den, blandt hans mange løbeture heroppe, som er min absolutte favorit. Men Paul løber altid bedst om morgenen, og på det tidspunkt er sengen for god, temperaturen udenfor for kold, det er for mørkt, og masser af andre dårlige undskyldninger. Men her til morgen forsagede jeg disse, for inderst inde vidste jeg jo godt hvor dejligt det var at løbe en morgentur her. Derudover var turen i dag kun ud til Summerholm, og de seks km burde jeg nok kunne klare. Så da Paul var ved at gøre sig klar til at tage afsted kravlede jeg ud af sengen, gik hen til ham og sagde, at jeg burde løbe sammen med ham. Fint, sagde han, men så måtte jeg hellere få noget tøj på kroppen så vi kunne komme af sted. Det var dog ikke meget vi løb sammen, for inden jeg havde nået toppen af Kessling Drive var Paul forsvundet ud ad Range Crescent. Men jeg kendte jo ruten, og Paul havde sagt, at han blot ville samle mig op på vejen tilbage fra Summerholm. Så vel oppe på Range Crescent gik jeg i gang, med kurs mod Cunningham Lookout. Solen var ikke stået op endnu, men jeg kunne se det ville blive en flot morgen. Jeg rundede Cunningham Lookout og satte kursen mod nord ud ad Mountain Road. Passerede skiltet, der viste, at jeg nu løb ind i Summerholm, og det var godt at se, at jeg var på den rigtige vej. Kort tid efter kom Paul tilbage, op mod mig, og vi nåede lige at veksle nogle ord sammen før han igen forsvandt forude. Men jeg hørte ham sige, at han var overrasket over at jeg ikke var længere bagude. Og sandt nok, så syntes jeg egentlig det gik ganske godt, for denne gang slæbte jeg knapt nok på højre fod. Ikke så dårligt!