For over et år siden havde Paul foreslået mig, at vi skulle løbe Australian Outback Marathon sammen, men selv om den blodprop jeg fik i juni sidste år reducerede disse planer til et drømmescenario kunne jeg da i det mindste deltage som supporter. Så i går tog vi tilbage til Brisbane og fløj herfra til Sydney, hvorfra vi fløj til Uluru Airport, som egentlig vare var en enkelt airstrip. Løbet fandt sted i omegnen af Ayers Rock Resort, som nærmest var en selvforsynende enhed, knap 500 km fra Alice Springs, som var nærmeste by. Hvilket også betød, at Uluru Airport også var en del af resortet. Jeg havde ganske vist håbet på, om måske jeg kunne komme så meget i form igen, at jeg i det mindste kunne løbe halvmarathonen her, men efter at have måttet melde pas til Griseløbet i april havde jeg slået disse tanker ud af hovedet. Herudover var jeg med tiden blevet mere skeptisk over for dette løb, og det hemmelighedskræmmeri det var omgærdet af. Startstedet var hemmeligt, man blev fragtet dertil i busser, og der var af sikkerhedsmæssige grunde kun adgang for løbere. Det ville jeg som løber ikke have noget imod, men som supporter fandt jeg det noget uheldigt, at jeg ikke kunne være med ved starten, og da start og mål skulle finde sted samme sted var jeg ked af, at jeg ikke ville kunne hilse Paul hjem i mål. Og det gjaldt ikke bare mig, for som følge heraf ville der jo ikke kunne være noget publikum til at hjælpe løberne i mål, ikke andre end de forskellige officials. Men jeg gik så en tur på området i dag, for at besøge de fem lookouts, der var angivet på kortet. Det sidste lookout kunne jeg dog ikke finde, men på vej ned derfra så jeg pludselig markeringen for løbet. Og så kom jeg forbi 2 og 40km mærkerne, så måske løbet slet ikke var så langt væk? Hvilket også ville være indlysende at holde det et sted, hvor der i forvejen var vand!