I den oprindelige plan, som Paul havde foreslået for mere end et år siden, før blodproppen, havde han udfordret mig med, at jeg skulle løbe tre marathons i den tid jeg var hernede. Men allerede dengang havde jeg sagt, at to marathons ville være mere end udfordring nok for mig. Senere blev det reduceret til blot Outback Marathon, og i foråret kunne jeg se, at det heller ikke ville være muligt. Men da havde Paul allerede meldt sig til begge løb. Det andet marathon skulle finde sted i Townsville, omkring 1800 km mod nord fra Brisbane, og her fløj vi til i fredags. Jeg skulle jo kun være med som supporter, ligesom jeg havde gjort i Uluru, men Paul foreslog, at jeg jo bare kunne løbe 5'eren eller 10'eren nu jeg var her. Og i løbet af få timer blev jeg rimelig tændt på 10'eren. Jeg havde jo kun løbet en 10'er en enkelt gang siden blodproppen, hvilket var nytårsaftensdag sidste år. Og der havde jeg måttet gå de sidste tre km. Og jeg havde i den seneste måned et par gange løbet en 10'er, men begge gange havde jeg afbrudt med at være nede og gå kortere strækninger efter max en halv time. Townsville var lunt og behageligt, næsten tropisk, og jeg følte, at her kunne jeg nok lave en okay præstation. Så da Paul og David var ovre for at hente marathonpapirer gik jeg i en anden kø for at melde mig til 10'eren. Tidligt søndag morgen kørte jeg til start sammen med Paul og David. De havde start 05:30, men allerede 03:45 kørte vi fra hotellet. Selv skulle jeg først starte 07:45, så jeg havde rigelig tid til at forberede mig. Paul havde været positivt overrasket over at jeg havde meldt mig til 10'eren, om ikke det var for langt for mig? Men jeg besluttede mig for at vise, at jeg skulle vise Paul, at jeg godt kunne klare distancen. Men dårlig planlægning gjorde, at jeg først kom på toilettet i sidste øjeblik, og da jeg var på vej derfra til bagagedepotet hørte jeg startskuddet gå. Og da jeg endelig kom ud på Strand var de alle løbet. Men Paul havde tidligere fortalt mig at starten gik mod venstre, så det var den vej jeg løb. Og efter få hundrede meter kunne jeg se løbets Tail End. Og i løbet af de næste par km overhalede jeg en lille håndfuld løbere, der allerede var ved at gå. Jeg var godt nok ikke meget værd som løber, men jeg var i det mindste stadig løbende. Håbede bare at jeg kunne holde dampen oppe i i hvert fald syv km, for det ville da være ny rekord for mig. Jeg havde godt nok løbet en 10'er før, men aldrig løbet mere end syv km. Som i det eneste officielle løb jeg havde deltaget i indenfor det sidste år, i Fælledparken nytårsaftensdag. Jeg sprang væskedepotet efter 2,5 km over og løb tilbage gennem startområdet efter ca. 4 km. Og noget overrasket bemærkede jeg, at publikum klappede af mig. Selv om jeg ikke havde så meget at vise. Men jeg løb, og det var det de klappede af. Og det var jeg også selv rimelig tilfreds med. Jeg gik ind på 5km depotet, tog to krus og gik videre mens jeg drak dem. Næsten ude ved vendepunktet skulle jeg løbe gennem det notoriske drukparty, som hvert år fandt sted her, og som Paul havde advaret mig imod. Men de var i godt humør og på ingen måde generende. Omend jeg havde ønsket jeg havde mere sikre ben da jeg blev standset og givet et bearhug af en fyr i bjørneskind. Jeg havde ikke set nogle km-markeringer siden km6, men pludselig så jeg 8'eren lige ved min side. Hvilket var lige tidligt nok, men hvis dette var km8 kunne jeg kun være tilfreds, og da jeg var begyndt at få lidt ondt i højre knæ begyndte jeg at gå. Men ikke længe, for jeg tænkte på, at efter 8 km ville hver eneste meter løbet være en ny rekord i nyere tid, så jeg begyndte at løbe lidt igen og efter km9 kunne jeg konstatere at jeg var løbende igen. Men der måtte være noget galt med km-markeringerne, for jeg passerede 10km-mærket - og løbet fortsatte. Men jeg har jo altid været en fatalist, så jeg tænkte at løbet måtte slutte på et eller andet tidspunkt. Så i det mindste kunne jeg fortsætte med at løbe lidt endnu. Og ganske rigtigt, til sidst kom målet. Omend det mere virkede som om det var et kvart marathon og ikke bare 10 km!