Selvfølgelig var det godt, at jeg endnu en gang fik mulighed for at bo hos Paul i Queensland, og vel havde jeg mange gode oplevelser, både indenfor og udenfor vore respektive løbebaner. Men der var især én ting, som jeg havde set frem til, og det endda før jeg var taget til Australien, og det var at blive komplet immobiliseret ved at få hele min krop skruet ned i krydsfiner. Paul havde stadig pladen liggende fra forrige gang han havde skruet mig ned, og han havde sågar også stadig spændebåndene liggende fra sidst, så egentlig var der vel ikke noget, der forhindrede ham i at gentage succesen. Omend Paul var lidt betænkelig ved ideen, kunne jeg mærke på ham, for han ville naturligvis ikke gerne have, at jeg endnu en gang fik en blodprop. Men det lykkedes mig til sidst at overtale ham, og i dag ville det være sidste chance, da jeg skulle påbegynde hjemrejsen i morgen. Og kl. 11 her til formiddag meddelte han mig, at nu skulle det være. Jeg havde købt en ny skrigende lyserød zentaidragt, for Paul havde foreslået, at hvis jeg skulle skrues ned igen skulle det denne gang være påklædt. I 2012 havde jeg været helt nøgen, men det havde betydet, at jeg ikke kunne bruge billederne i så mange sammenhænge, og derudover var der nok lidt fornuft i det han sagde, idet det trods alt var midvinter hernede. Så da Paul gav grønt lys var det bare at hoppe i zentaidragten og begive mig ned til hans dungeon, hvor det denne gang skulle finde sted. Og overraskende hurtigt var alle mine knogler snart skruet fast med metalbånd: jeg kunne nu ikke længere røre mig. Paul sagde, at jeg nu kunne ligge der en stund mens han slog pumpen til for at vande haven. Helt i orden, sagde jeg, og lagde straks mærke til at metalbåndene ikke på nogen måde generede blodomløbet, så i den henseende var det faktisk bedre end da jeg for nogle dage siden var blevet staked out, og hvor jeg i løbet af ikke så lang tid kunne mærke stigende følelsesløshed i højre hånd. Men det var der ikke problemer med denne gang, og jeg fik lov til at ligge fuldstændig immobil i en halv time inden han gjorde klar til den store finale. Jeg havde nemlig bedt ham om at wanke mig til slut, og den fornøjelse ville han gerne give mig. Og immobil som jeg var kunne jeg kun mærke hvorledes musklerne gradvist spændte sig op, uden på nogen måde at få lov til at bevæge et lem (!). Og det gik lige så godt som jeg havde håbet på. På et tidspunkt blev spændingen så stor, at jeg simpelt hen holdt op med at trække vejret, og jeg kunne kun mærke, hvordan ekstasen fortsatte med at bygge sig op. På denne måde var det simpelt hen bondage når det er bedst. Til sidst blev jeg simpelt hen nødt til at trække vejret, og så var fortryllelsen slut. Jeg fornemmede at jeg kom i lårtykke stråler, men det kunne jeg ikke selv vurdere, da mit hovede også var skruet ned, så jeg derfor ikke kunne se hvad der skete. Men få minutter senere gik gassen af ballonen, og jeg fornemmede hvordan spermen nu løb stille og roligt ud af mig. Ende. Jeg lå fuldstændig afkræftet tilbage, og kunne kun bejae da Paul kort efter begyndte at skrue mig fri. Hvor fantastisk en måde at afslutte de tre uger hernede på, og jeg følte mig evigt taknemmelig overfor Paul og for det han havde gjort ved mig. En sådan oplevelse rejser man gerne halvvejs rundt om kloden for at opleve. Og herefter var det efterhånden tid til at pakke sækken, da der var afgang mod København i morgen tidlig!