Mine tre uger i Australien var nu ovre, og trods min begrænsede mobilitet havde jeg både haft et par gode bondage sessions og samtidig fået løbet mere end jeg har gjort i lang tid. Men én ting havde jeg ikke fået gjort i forhold til den foregående gang jeg havde været i Australien: jeg havde nemlig ikke fået besteget nogle bjerge. Forrige gang havde jeg da trods alt fået besteget Mount Warning på vejen tilbage fra Sydney, men der havde ikke været nogen bonustur på denne tur. Hvilket vel egentlig ikke kunne overraske mig så meget, da jeg jo overhovedet ikke havde besteget nogle egentlige bjerge siden jeg fik den blodprop i juni sidste år. Men jeg havde da et bud på en mulig bestigning på vejen hjem, for da jeg skulle flyve hjem med Singapore Airlines havde jeg otte timers stopover i Singapore inden jeg skulle med det andet fly videre til København. Jeg havde jo besøgt Singapore i 2005 da UIAAs generalforsamling blev holdt der, og jeg vidste derfor, at Singapores højeste bjerg, Bukit Timah, lå lige i udkanten af byen. Bukit Timah er dog ikke særlig høj, og Danmarks højeste punkt rager trods alt endnu højere op. Men et lille bjerg er trods alt også et bjerg, og jeg havde i 2005 taget Bukit Timah med på min liste over bestegne bjerge, så derfor ville det være nærliggende at genbestige det nu jeg var her. Så da jeg kom frem til Singapore lod jeg den store rygsæk stå i lufthavnen (den var i forvejen checket ind til hele vejen hjem til København), udfyldte indrejsepapirerne og kunne derfor gå ud af lufthavnen. Jeg vidste ikke præcist hvor Bukit Timah lå, men jeg kendte Visitor Centret, og det ville en taxachauffør nok også gøre. Ganske rigtigt, og en lille halv time senere stod jeg foran centret. Jeg valgte at gå op samme vej som jeg ni år tidligere også havde gjort, og så vidt jeg kunne se var der ikke noget, der var blevet ændret. Omend jeg ikke huske at den sti op var så kuperet. Jeg var dog ikke kommet langt op før to lokale fyre slog følge med mig, den ene tydeligvis af kinesisk afstamning, den anden malay, og efter sigende var de mere end bare venner! De var tilsyneladende glade for at få et velvoksent vestligt bekendtskab, og de fulgte mig hele vejen til toppen. Nedstigningen var også samme vej som i 2005, og som bonus tog de mig med til Hindhede Nature Park, som lå i nærheden af Visitor Centret. Da vi var tilbage igen var det efterhånden blevet mørkt, og til slut prajede de en taxa til mig så jeg kunne komme tilbage til lufthavnen. Egentligt fedt at man kan bruge otte timers stopover på at bestige et bjerg i stedet for bare at skulle hænge i en lufthavn!

På toppen af Bukit Timah