For ti år siden var et af mine mere refererede emner her på bloggen den allerede den gang omsiggribende terrorisme, specielt med udgangspunkt i Irak under USAs forsøg på bekæmpelse af terrorismen som en eftervirkning af Osama bin Laden og hans håndlangere i al-Qaedas angreb på World Trade Center i New York i 2001. Som jeg skrev i min Weblog for ti år siden: "Der går næppe en dag uden at forskellige fraktioner af mere eller mindre religiøs eller fundamentalistisk art sprænger bomber i Iraks byer, i et forsøg på at antænde en religionskrig som kan hensætte hele området i ragnarok. At det endnu ikke er sket kan vel kun skyldes de fremmede tropper (fortrinsvis amerikanske besættelsestropper eller fredstropper, hvad man nu vil kalde dem) som trods kraftig modstand forsøger at bringe nogenlunde velordnede tilstande til Irak. At disse udenlandske tropper er den bedste måde at holde terroristerne i skak på ses tydeligt af den taktik flere oprørsgrupper har benyttet sig af i den seneste tid, nemlig at kidnappe civile udlændinge, for derigennem at forsøge at presse sine krav igennem over for et fremmed land."
Og hvad er der så sket i mellemtiden? Tja, USA har efterhånden mere eller mindre trukket sine tropper ud af Irak, og det samme har de andre vestlige kamptropper, for det er jo rasende dyrt at holde liv i en krig i et fremmed land. Men terrorismen har man tilsyneladende ikke fået skovlen under, den er snarere bare gået under jorden. Som jeg allerede for ti år siden gjorde opmærksom på har terrorismen bare fået nye metoder til at udbrede sine budskaber, og det er i dag som for ti år siden de nye medier som også kan bruges til disse negative budskaber. Og så er det som altid våben, våben og atter våben som tjener terroristernes formål. I dag er Osama bin Laden for længst blevet en ex-person, og al-Qaeda må se sig slået af nye terrorister, som er om muligt endnu mere rabiate end al-Qaeda. Jeg tænker hermed på den islamiske gruppe der kæmper for oprettelse af et islamisk kalifat i de nordlige dele af Irak og Syrien. En terrorgruppe, som har slået sig op på halshugninger af mere eller mindre tilfældige mennesker for at få andre nationer til at høre op med at bekrige dem. Og for selv at kunne bestemme udseendet af de rapporter de sender til omverdenen er internettet jo en taknemmelig nyhedsspreder. Hvad jeg blot ikke kan forstå er de angiveligt mange, som gerne vil se disse reportager. Jeg har aldrig set dem, og har umiddelbart heller ikke noget behov derfor. Men blandt alverdens medier er der åbenbart stor interesse for at se disse og rapportere om terroristernes budskaber. Jeg spekulerer bare: Hvorfor?
Dagblog 10. september 2004: Terrorisme via Internet