Torsdag mødte jeg så op til brydning hos brydeklubben Einsteiger. Jeg kom dog meget for tidligt, da det viste sig, at U7 kørte direkte fra Eisenachstrasse til Karl-Marx Strasse, hvor klubben lå på en sidevej. Det tog således kun en lille halv time at komme dertil fra Heiko, og efter nogen tid dukkede René op. Ham havde jeg fået kontakt til gennem Christian i Hellersdorf, og som forventet blev han også min modstander til de fleste af de bryderier jeg fik, ham og så en anden nybegynder. Træneren var en lille, men ganske adræt fyr, og allerede under opvarmningen fik jeg min sag for, da jeg slet ikke var så agil som jeg gerne skulle være. Hvilket ikke var en overraskelse for mig, men det var nu ikke særlig tilfredsstillende. Jeg kunne nok regne ud, at løb ville være en del af opvarmningen, men jeg havde ikke gennemskuet at vi også skulle løbe både sidelæns og baglæns. Og hurtigt skulle falde ned på måtten og lige så hurtigt op igen. Jo, jeg har stadig meget at træne, men det var nu ganske interessant at finde ud af hvad jeg skulle træne, for måske jeg efterfølgende selv kunne træne det uden instruktør. Efter opvarmningen gik vi i gang med den egentlige brydetræning, hvor træneren gennemgik forskellige tips og muligheder, som vi så skulle eftergøre. Det var generelt godt nok, men der var så mange ting, man skulle huske, så jeg kunne hurtigt miste overblikket. Derfor burde jeg træne to-tre gange i træk, så det til sidst havde mulighed for at blive hængende. Men det havde jeg ikke mulighed for her i Berlin - i hvert fald ikke i denne omgang. Til slut var der fri kamp, og her skulle jeg bryde med både René og den anden nye bryder. Dog mest med René, da ham den anden nok vægtmæssigt var for let for mig. Selv om Renés 116 kg godt nok var en tung kamp for mig var jeg nok den, der var nærmest på hans vægt. Så jeg bemærkede hurtigt fordelene ved at være i samme vægtklasse - og ulemperne ved ikke at være det! I brydning gælder det om at få begge modstanderens skuldre til jorden, og hvis ham den unge virkelig ville forsvare sig var han som klæbet til måtten. René gav mig mine udfordringer på en anden måde, for på et tidspunkt havde jeg hans ene skulder i måtten, men skulle have begge ned for at det gjaldt. Sandsynligvis havde han stabiliseret sig med det ene ben, og hvad jeg gjorde ved jeg ikke, men pludselig var han helt nede, og træneren gav mig et anerkendende nik, og René havde et forbløffet udtryk i ansigtet. Men ellers havde René helt styr på mig. På et tidspunkt var det som om jeg mistede orienteringen, men jeg fandt hurtigt ud af hvorfor, for en brøkdel af et sekund senere tordnede jeg med ryggen i måtten - han havde tilsyneladende givet mig en lufttur. Det er nu godt man i brydning har disse måtter! Da jeg senere på aftenen kravlede op på 3. sal til Heiko følte jeg mig godt nok slidt, brugt og udmattet. Men det var på den gode måde, for jeg har jo altid godt kunne lide at bruge min krop, og derigennem opbygge en god solid sved ved en kamp med en anden fyr! Jeg havde ikke mulighed for at bryde lørdag, så jeg spurgte René, om vi eventuelt kunne ses i Quälgeist lørdag aften. Muligvis, men det blev ikke til noget, for den dag meldte han afbud tidligere på aftenen. Men han foreslog at jeg tog med på en firedages brydetur i Neuruppin nord for Berlin til pinse, og det vil jeg da nok lige overveje.