Kræft har egentlig aldrig været noget jeg har beskæftiget mig videre med. Dels fordi det typisk er noget der rammer ældre mennesker, fordi det er noget man selv er årsag til at man bliver ramt af, som for eksempel lungekræft, som rygning jo i høj grad er årsag til, eller fordi det er noget man alligevel ikke kan gøre noget ved, og derfor egentlig må betegnes som naturens uorden. Men jeg kan jo ikke undgå det længere, men må medgive, at jeg nu også er blevet en af disse ældre medborgere, idet jeg sidste år rundede de 50, og i øvrigt fejrede det med at tilbringe nogle timer i en mumie, der i anledningen af min runde fødselsdag var udsmykket efter alle kunstens regler af min ven Max i Ottawa. Men en af disse kræftformer, nemlig tyk- og endetarmskræft, har man i et vist omfang mulighed for at få øje på i de tidlige faser, hvor det stadig er muligt at inddæmme sygdommen. Derfor indledte Sundhedsstyrelsen for nylig et screeningsprogram for alle med en alder på 50-74 år. Aldersgruppen er valgt, fordi denne type kræft typisk rammer individer over 50 år, både mænd og kvinder, hvorimod styrelsen ikke angiver hvorfor screeningen ikke gælder personer på over 74 år, for man kan vel ikke forestille sig, at der derved er et slet skjult budskab om, at det ikke kan betale sig at holde liv i personer, der er 75 år gamle eller ældre? Uanset hvad, så ved sagkundskaben ikke meget om, hvorfor man får tarmkræft; det er blot statistisk påvist, at rygning øger risikoen for mange typer kræft, ikke bare lungekræft, men altså også tarmkræft. Ligeledes er det påvist, at overvægt også øger risikoen for at få tarmkræft, ligesom motion formentlig reducerer risikoen. Jeg blev således inviteret til denne screening for et par uger siden, og her i går modtog jeg resultatet, nemlig at der ikke blev fundet tegn på kræft eller forstadier til tarmkræft. Hvilket jo altid er godt at vide, for siden jeg forrige år lå seks uger på hospitalet i anledning af min blodprop har jeg generelt haft en positiv indstilling til undersøgelser, der kunne give både mig og lægevidenskaben en større viden om hvordan min krop fungerer. For som homoseksuel kunne man godt forestille mig, at jeg var mere i farezonen end så mange andre. Men der har altså tilsyneladende ikke været nogen ekstra risiko forbundet dermed, hvilket nok skyldes, at jeg aldrig har følt mig tiltrukket af den analtrafik, der tilsyneladende ellers er så udbredt i disse kredse.