Navigation:    
Start  >  Blog 
> 1. oktober 2014
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Nørre Voldgade åbnet for kaos Onsdag, 01.10.14

I dag er det første dag i måneden, og på denne dag plejer jeg altid at causere lidt over hvad jeg har skrevet på denne blog ti år forinden og kommentere, hvordan den pågældende ting har udviklet sig i de mellemliggende ti år. Men inden jeg nåede så langt blev min opmærksomhed påkaldt af en nyhedsinformation på radioens P4; så må mine tanker om mine indlæg fra oktober 2004 vente til en anden gang. For denne nyhedsinformation gik på, at Nørre Voldgade nu var åbnet for gennemkørsel ved Nørreport Station igen! For mig lyder det bare som en skrivebordbeslutning, for det er jo ikke mange dage siden jeg den seneste gang forsøgte at bane mig vej igennem den byggeplads, som Nørreport er kendt som. Selvfølgelig bliver der arbejdet på sagen, men for mig virker det mest som om man bare flytter afspærringerne frem og tilbage. Og uanset hvad måtte man finde vej udenom afspærringer, arbejdsmaskiner, grusbunker og store kratere i vejen, og man kunne aldrig vide hvilken vej man skulle rundt om afspærringerne for at komme det sted hen man ville. Og det er ikke bare Nørreport, for byggearbejderne har også bredt sig ned ad Nørregade, Frederiksborggade og Vendersgade. Med Nørreports status som trafikknudepunkt har man jo været tvunget til at bruge dette sted, på godt og især ondt, da man dårligt havde noget alternativ. Og de få steder man kunne komme igennem var også delvist afspærret af hensmidte cykler, som man også var tvunget til at kante sig forbi. Tidligere var Nørreport jo også en omstigningsstation for adskillige buslinier, men dem har jeg dog ikke set noget videre til, så jeg antager, at disse også er blevet omlagt for at minimere trængslen. Men ved interviewet i radioen i dag sagde den interviewede person, at det først blev godt når det er bygget færdig. Vel en gang i 2018 som så mange andre byggepladser i København. Et eksempel: Med min begrænsede mobilitet er jeg jo fast bruger af elevatoren, og der har jeg bemærket, at man også er i gang med at lave et nyt fortov, men i lang tid har den eneste adgang til elevatoren været ved at gå på kørebanen, hvor bilerne pludselig og uden varsel kommer fra andre og uventede retninger. Og jeg tvivler på, at det bliver ændret over night!

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.