For ikke så længe siden blev der holdt arbejdsweekend her på ejendommen, og det var til at begynde med lige før det blev aflyst på grund af regn. Men ved ottetiden hørte regnen op, og arbejdsweekenden kunne derfor gennemføres som planlagt, med fælles morgenbord og alt hvad der dertil hører. Hvilket også betød at aviserne kom frem, således at vi kunne sidde nogenlunde tørre på bænkene i gården. Den nye formand for bestyrelsen havde naturligvis taget en gammel udgave af Ingeniøren med ned, men selv sådan en gammel avis indeholder ofte læsværdigt stof. Specielt Ingeniøren, som jeg ofte læste med i da jeg var ansat på Vallensbæk Rådhus. Og i denne udgave af Ingeniøren var der blandt andet en interessant artikel om mystiske sten, der tilsyneladende bevægede sig rundt i ørkensandet i Death Valley. Det var ikke noget jeg havde hørt om før, og jeg burde nok have gjort det, al den grund at jeg jo havde haft planer om at besøge Death Valley da jeg i april havde været i Las Vegas. For at gøre historien kort gik den på, at man gennem årtier havde observeret lange spor i ørkensandet, som typisk endte ved en klippeblok, hvorfor man hurtigt kunne konkludere, at klippeblokken havde flyttet sig. Men man vidste ikke hvad der havde flyttet blokken, da der aldrig havde været andre spor, der kunne afsløre en mulig potentiel klippeblokflytter. Men som det fremgår af artiklen i Ingeniøren har man nu fundet en løsning på den mystiske gåde. Alle de mystiske sten havde været at finde på et fuldstændig plant område, som følgelig blev døbt Racetrack Playa, og man havde derfor udrustet 15 af disse sten med GPS og en bevægelsessensor, således at der ville blive slået alarm hvis stenen begyndte at bevæge sig. Men sådan noget elektronisk udstyr kræver strøm, og da man ikke havde udstyret stenene med solceller, som i øvrigt kunne ændre stenenes aerodynamiske egenskaber, så var de udrustet med batterier, som skulle skiftes fra tid til anden. Og sidste december, da et hold var ude for at skifte batterierne, begyndte stenene pludselig at bevæge sig. Så man fandt ud af, at årsagen var, at lokale sjældne regnbyger skabte små lavvandede søer med en vanddybde på kun få centimeter. Ved temperaturfald kunne der dannes tynde isflager, og der skulle kun en let brise til at sætte disse isflager i bevægelse, som derefter kolliderede med stenene, som derved blev skubbet og dermed skabte de mystiske spor i mudderet. Og denne forklaring lyder plausibel, for jeg har jo selv oplevet, på en nærmest vindstille vinterdag ved Furesøen, hvorledes en tynd isflage gik i selvsving og af egen drift knustes mod søbredden.