Navigation:    
Start  >  Blog 
> 28. oktober 2014
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Marathon i Bangalore ender i kaos Tirsdag, 28.10.14

Selv om jeg personligt ikke har mulighed for at løbe marathon igen inden for en overskuelig fremtid betyder det dog ingenlunde, at den slags aktiviteter ikke længere interesserer mig. For sammen med min gode ven Paul i Australien fik jeg trods alt løbet flere gode ture, og han sørger for at holde mig regelmæssigt opdateret med hvad der måtte ske på marathon-fronten. Selvfølgelig har han jo som gammel marathonløber en naturlig interesse deri, men hvis nyheden er interessant nok sørger han da for, at jeg får en kopi deraf. Og det var derfor, at jeg fik nyheden om et marathon i Bangalore i Indien, som næppe gik helt efter planen. Bangalore er en af Indiens mange millionbyer med en befolkning på ni millioner indbyggere, som på det seneste har slået sig op som Indiens svar på Silicon Valley. Muligvis Bangalore har evner til at kunne styre elektronerne den rigtige vej, men i lighed med andre indiske byer har også Bangalore et permanent trafikkaos. Og når man planlægger at lægge et 42,2 km langt motionsløb gennem en sådan bys proppede gader, så inviterer man direkte problemerne indenfor. Allerede fra starten gik det galt. For af sikkerhedsmæssige årsager havde man en række sikkerhedsfolk i forreste række for at der ikke skulle være nogen, der sneg sig af sted i utide. Det fungerer jo meget godt i USA, hvor man typisk har en række sprintere til at stå i forreste række, således at de lynhurtigt kan vige pladsen når starten går. Men det havde man tilsyneladende ikke i Bangalore, med det resultat at mange eliteløbere faldt over sikkerhedsvagterne da starten gik. Men det var kun starten. Muligvis havde bystyret set på marathonløbet med velvillige øjne, men de havde ikke taget trafikanterne i ed, da disse ikke havde forståelse for hvorfor deres vigtige søndag-morgen trafik pludselig skulle give plads til en flok løbere. Som derved ikke bare skulle kæmpe sig ned ad en rute fyldt med lastbiler, busser, biler og motorcykler, men også måtte nyde den tort at blive svinet til af de mange trafikanter på ruten. Nogle af løberne valgte at følge den officielle frontbil, men da føreren af denne mistede orienteringen efter 16 km tjente det kun til at øge forvirringen. Flere løbere opgav efterhånden at fuldføre løbet og måtte låne et par mønter fra andre tilstedeværende således at de kunne betale de to-tre kroner det kostede at tage metroen til den station der lå nærmest mållinien. Gad vide hvor mange stjerner løberne har givet dette arrangement.


Marathonløberne søger sig en vej gennem proppede gader
og vrede bilister ved Bangalore Marathon.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.