Navigation:    
Start  >  Blog 
> 10. november 2014
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Fugle med forårsfornemmelser? Mandag, 10.11.14

For længst har nattens længde overskredet dagens længde, og hvor døgnets lyse timer i dag kun lige kan snige sig op på 8 timer og 34 minutter går det fortsat kun den gale vej da dagslyset indskrænkes med yderligere 5-6 minutter hver dag. Men underligt nok har temperaturen været noget over normaltemperaturen i i hvert fald den seneste halvanden måneds tid. For selv om gennemsnitstemperaturen for tiden skulle være nærmere fem grader end ti har den som regel været på den varme side af ti grader lige siden i sommers! Det er måske for tidligt at konkludere noget videre i denne anledning, men to gange inden for den sidste uge er jeg blevet vækket af fuglene, som om de troede det var forår. Her for fire-fem dage siden var det en musvit, der var gået i gang med sit savfileri, og da det fandt sted klokken halv seks, længe før solen fandt det bekvemmeligt at snige sig op over horisonten, var det jo nærmest som om den troede det var forår. Nu er musvitten jo kendt for at kunne finde på at file sin sav nærmest hele året rundt, men alligevel plejer den ikke at give meget lyd af sig på et så ukristeligt tidspunkt af dagen i november. Og den blev nu ved i temmelig lang tid. Men jeg gjorde dog ikke noget videre med det, for det var vel bare "en enlig svale"! Men så i går morges blev jeg igen vækket af fuglelyde fra gården, og det var egentlig en stemme jeg kendte, men ikke en jeg kendte fra gården. Og i tusmørket var det jo ikke til at se hvad det var, ikke andet end at jeg kunne se en mørk skygge bevæge sig mellem vildvinen og birketræet mens den udstødte en karakteristisk kort og tør kvidren. Da fuglen til sidst fløj bort var jeg en smule irriteret over at jeg ikke vidste hvad det var for en fugl, idet for 35 år siden havde jeg uden tvivl vidst det med det samme. Men jeg har jo ikke rigtigt beskæftiget mig med fugle siden jeg i 80'erne gik bjergvejen. Min første tanke var at det måske kunne være en gærdesmutte, men da den fløj væk kunne jeg se at den var for stor til at være en gærdesmutte. Så da fuglen var fløjet hev jeg min gamle fuglebog frem og sad en stund og søgte nærmere. Mit bedste bud, bedømt efter sangen, var en Tornsanger, der jo også en en af de mest almindelige sangere herhjemme. Men Tornsangerne herhjemme burde jo for længst være på vej til deres vinterkvarter i Afrika...

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.