I samme avis var der en artikel om et stort antal masaier, der står til at blive tvunget væk fra deres 1.500 kvadratkilometer jord i Loliondo vildtreservat ved siden af Serengeti-nationalparken. Og det var sådan set noget, som var godt og gammeldags træls, ja faktisk regelret uanstændigt. For for mig har masaier været de eneste retmæssige individer og brugere af den omfattende afrikanske savanne, og jeg har altid beundret disse hårdføre mænd, som gerne løber tyve kilometer inden frokost og såmænd gerne løber den samme distance igen når de skal hjem igen, uden at det skulle være nogen udfordring. Mens vi andre blegansigter skal træne målrettet i månedsvis hvis ikke årevis, hvis vi ville foretage os noget tilsvarende. Hele masaiernes tilværelse er bygget op om tilgængeligheden af føde og vand til deres geder og køer, og i den sparsomme halvørken er det noget, der kræver et stort landområde. Men hvad kunne være så vigtigt at der ikke var plads til masaierne? Og jeg fik næsten kaffen galt i halsen da jeg læste at det bare var ussel mammon! Som det er sket så mange gange før må et stolt stammefolk fordrives blot fordi at der var mulighed for at sælge landområderne til en højere pris. Officielt må masaierne forlade deres landområde for at skabe en "korridor for dyrelivet" for at beskytte miljøet, men meget tyder på, at der ligger helt andre skumle planer bag. For safari-arrangøren Otterlo Business Corporation fra de Forenede Arabiske Emirater, der sælger safarirejser til fortrinsvis den arabiske elite, har siden 1992 haft tilladelse til at dyrke jagt i hele Loliondo-reservatet, og der er intet der tyder på, at Tanzania ønsker at ophæve denne aftale. Og hvis ikke man gør det, hvordan skulle man så kunne oprette en beskyttelseskorridor for dyrelivet hvis der samtidig skulle kunne drives jagt i området? Og et er, at det som det ses så ofte, at det er penge der er grunden til udbytningen, men det er dog ikke penge, som masaierne vil få lejlighed til at nyde godt af, for det eneste de får ud af den byttehandel er lusede 100 kr. pr næse. Og for disse hundrede kroner må de ikke blot give afkald på deres bopæl og deres hjemegn, men hele deres eksistensgrundlag. Ganske vist er pengene mere værd i Tanzania end her i Danmark, men jeg tror ikke der er nogen herhjemme, der vil acceptere at miste hjemegn, bopæl og beskæftigelse for blot hundrede kroner. For selv for en masai er dette beløb latterligt; det er i hvert fald ikke en måde at spise et stolt folkefærd af på!