Navigation:    
Start  >  Blog 
> 1. december 2014
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Intet nyt fra Himmelbjerget Mandag, 01.12.14

Ved julen for ti år siden skrev jeg en klumme, som vel oprindelig skulle have været en anmeldelse af den engelske forfatter W. E. Bowmans bog The Ascent of Rum Doodle fra 1956. Men den bog gav mig lejlighed til at causere lidt over en beretning fra den norske irers Torodd Fuglesteg om den første irske bestigning af Himmelbjerget ad nordgraten i bedste Bowman-stil. Således skrev jeg for ti år siden i min Weblog: "Torodd fortæller minutiøst om de mange forudgående forsøg på at bestige bjerget, de forskellige ruter samt ikke mindst et udpluk af det omfangsrige udstyr de skal bruge under ekspeditionen, herunder 25 liter whisky, gin og vodka, delvist sponsoreret af Glenfiddich. Man kan dog få bange anelser om ekspeditionens udfald, idet ekspeditionen har agtet at tage afsted i 2003, og der endnu ikke er kommet nogen opfølgning på ekspeditionens udbytte. Man kan derfor frygte at ekspeditionens deltagere er omkommet i den stenslagsfarlige travers mellem Camp 4 og 5."
Der er dog ikke kommet nogle nye bulletiner sidenhen om ekspeditionens udfald, og siden der nu er gået over elleve år siden ekspeditionen skulle have taget sin begyndelse må jeg efterhånden konkludere at det er gået denne ekspedition som så mange andre i denne ugæstfrie del af verdenen: "This expedition did not even reach base camp", som det ofte skrives i de nationale beretninger om årets klatreaktiviteter. Men her gælder det så også, at intet nyt er godt nyt. Jeg kan nemlig ad andre kanaler se, at Torodd Fuglesteg stadig er en aktiv eventyrer. Dog er bjergstøvlerne nu skiftet ud med cykelsko, da han gerne foretager cykelture omkring i Norge og i de senere år specielt omkring i det skotske øhav, hvis da ikke han nøjes med en runde golf. Man kan derfor i dag via hans hjemmeside købe to e-bøger til Kindle-havere på amazon.com; den ene om en længere cykeltur, den anden en episk novelle om en mand, der er glemt af alle. Så vi kommer nok næppe til at høre mere om farefulde bestigninger fra Torodds side. Men ideen er da god nok, selv om Torodd godt nok tilsyneladende ikke har gennemført denne bestigning af Himmelbjergets nordgrat selv. Så måske denne bestigning ville være en passende udfordring for mig? Selv om jeg dog nok ikke vil bruge Esbjerg som udgangspunkt for denne bestigning men finde et noget mere nærtliggende udgangspunkt som eksempelvis Gammel Rye. Jeg har jo ikke lavet noget, der bare minder herom i lang tid, måske en udfordring for 2015? Og det kunne være en passende optakt til den planlagte bestigning af Maines højeste bjerg i 2016.
Dagblog 24. december 2004: Julekort fra Himmelbjerget

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.