Jeg skulle næsten tro, at jeg i min familie hørte til en specielt udsat gruppe i samfundet da min far døde ved et insulinchok for godt 25 år siden og min søster døde ved komplikationer under hendes sklerose for et par år siden. Jeg selv har haft mine problemer efter blodproppen jeg fik i juni 2013 og senest er min mor nu under observation for demens. Og dermed er det kun min storebror tilbage, som mig bekendt ikke er berørt af nogle helbredsmæssige problemer. Men fire ud af fem er vel heller ikke så meget, set over et tidsspænd på det meste af en generation, der kan i hvert fald ikke være noget specielt iøjnefaldende ved det, for statistisk set kan det ikke være særligt urovækkende. Men når man hele livet har været vant til, at familien har den størrelse den nu en gang har, er det selvfølgelig uventet når nogen går bort. Og af os fem er det trods alt "kun" to af os, der ikke lever længere. Og selvfølgelig er familien da noget større end jeg har har redegjort for, idet specielt min bror har i hvert fald gjort sit med at bringe slægtens gener videre i samfundet, både med dine, mine og vores børn. Og med hans mangfoldighed udi børneproduktion har jeg heller ikke følt mig forpligtet til at mangfoldiggøre mine egne gener og påtage mig det ansvar, det er et sætte børn i verden. Jeg skal således heller ikke komme ind på mulige helbredsmæssige problemer for fætre, kusiner og andre i den ydre familie, men blot fokusere på den nærmeste familie. Det er såmænd rigtigt nok at min mor har tiltagende hukommelsesproblemer, men jeg har dog aldrig syntes at det var så problematisk at demens kunne komme på tale. Men hendes hjemmehjælper, som trods alt besøger hende hver morgen for at sikre at hun får sin medicin, har vurderet problemet til at være større end jeg havde vurderet. Så nu er hun flyttet ud til observation i Brønshøj for at folk med forstand på dette kan vurdere hvad behov hun har for pleje. I første omgang må det vel dreje sig om, at hun får noget ordentligt at spise, for hun er godt nok blevet noget spinkel på det senere. Og sekundært ville det jo heller ikke skade at hun fik lidt mere socialt samvær med andre ligesindede og ikke sidder og falder i staver i sin store lejlighed i City. Det gode ved hele denne kalamitet er, at det har bragt min bror og mig tættere på hinanden, ligesom jeg også ser hans kone hyppigere end før, og ikke bare til festive lejligheder. Og det er jo ikke så ringe, selv om det ikke burde være nødvendigt, at det var sådanne situationer der bragte os nærmere sammen.