Der er sket noget med os. Vi aner ikke længere hvem vi er. Samtidig har vi aldrig været mere optagede af at finde svar på netop spørgsmålet: "Hvem er jeg?" Et paradoks, som får mange af os til at bruge en stor del af vores voksne liv på at lede efter svar gennem fænomener som coaching, mindfulness og storsælgende selvhjælpsbøger, der på forskellig vis forsøger at hjælpe os med at "mærke efter" og finde ud af, "hvad vi egentlig vil". Psykologprofessor Svend Brinkmann har lavet en syvtrinsguide, der skal hjælpe det moderne menneske i en evig omskiftelig tilværelse. Den er et opgør med den selvhjælpsindustri, som har gjort os til usikre og selvoptagede børnevoksne, der knap nok når at indrette os efter den nye trend før vi halser af sted efter den næste. Ifølge Svend Brinkmann er det vigtigt at diskutere, hvad der sker med os i et samfund, hvor tanken om evig udvikling og forbedring gennemsyrer enhver facet af livet. Arbejdsmarkedet efterspørger ansatte, der er "fleksible" og "omstillingsparate", og det er en diskurs, som flyder over i privatlivet. Vi dyrker os selv og tanken om konstant optimering i så høj grad, at det ifølge Svend Brinkmann tåler sammenligning med en religion. Vi er blevet guder i vores egen trosretning. Som konsekvens af al denne selvdyrkelse risikerer vi ifølge Svend Brinkmann at blive enormt egoistiske. Også selv om en stor del af selvhjælpslitteraturen påstår, at man bliver et bedre menneske af at granske sig selv og finde ind til, hvem man "virkelig er". Man skal elske sig selv før man kan elske andre, som man siger. Ifølge professoren er vi bleve dårligere til at udsætte vore egne behov og impulser i det, som sociologen Zygmunt Baumann har døbt "kreditkortets samfund". Et samfund, hvor vi ikke længere behøver spare op for at få råd til noget. Vi gør, hvad vi har lyst til, når vi har lyst til det. Hvis man har en lille smule sociologisk flair, vil man sige, at sådan bliver vi meget nemt i et samfund, der har så meget fokus på det kortsigtede. Det er ikke et spørgsmål om at sige, at folk er dumme og barnlige. De gør egentlig bare det, som den nuværende samfundsorden forventer af dem. Inden for den positive psykologi taler man ofte om "positiv visualisering" som et middel til at blive gladere og mere produktiv. Tanken er, at vi kan opnå mere succes eller livskvalitet, hvis vi er i stand til at forestille os, at vi allerede har den. Men Svend Brinkmann foreslår, med inspiration fra de romerske stoikere, den præcis modsatte opskrift. "Vi lever i en verden med klimakriser og økonomiske kriser, arbejdsløshed og krige, og hvad ved jeg. I en sådan verden er der nok af ting, vi bør sige nej til og afstå fra. Meget af det er frembragt af det, jeg kalder en vækstfilosofi, som på det personlige plan udarter sig i det her med konstant udvikling, men som på et samfundsmæssigt plan også udarter sig i konstant samfundsmæssig udvikling. Og meget af det tror jeg, vi bliver nødt til at sige nej til. Vi bliver nødt til at tage nej-hatten på."