Navigation:    
Start  >  Blog 
> 10. januar 2015
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Ny Nørreport - og hvad nu? Lørdag, 10.01.15

Nu har jeg ellers lige gennem de seneste år vænnet mig til, at man godt nok kan bruge Nørreport station som underjordisk omstigning mellem S-tog og Metro, men at alt ovenpå er et ubeskriveligt kaos, hvor man skal kæmpe sig vej rundt om afspærringer, bunker af byggematerialer og regulære bombekratere. Men efter hvad jeg hører i lokalradioen i dag og også har læst i avisen, skulle dette langvarige konstruktionsarbejde nu være afsluttet. Selv om jeg kan have min tvivl herom, for når man de facto har haft den ovenjordiske del af Nørreport afspærret i så mange år vil jeg da tvivle på, at man kan rydde det hele på plads igen i løbet af blot få dage. Men på billedet i avisen kan jeg da se, at man nu ikke længere kan køre ad den østlige kørebane, den som ellers hidtil har været spærret af byggematerialer og bombekratere, og som biler, cykler og fodgængere i skønsom forvirring har skullet kæmpe sig forbi. Nogle af disse bombekratere er med den nye indretning af Nørreport blevet til cykel'øer', som anmelderen i avisen kun har lovord til overs for, da cykelstativerne er forsænket en halv meters penge så de ikke skæmmer omgivelserne og udsynet. Men denne halve meters forsænkning er sket ved en rampeagtig forkastning som man skal passere når man skal på tværs, hvilket jeg ofte gør når jeg skal fra elevatoren til en af de få banker i København som stadig bruger noget så gammeldags som kontanter. Jeg kan kun gisne om hvor mange mennersker der glider og falder når der falder sne og det bliver isglat, hvilket vi heldigvis stort set har været forskånet for i år. Jeg lurer bare lidt på, om den nye Nørreport gør det lettere at komme mellem de forskellige transportmidler, for jeg har længe fravalgt Nørreport som omstigningssted fra S-tog eller Metro til bus og fjerntog, fordi jeg i sin tid blev træt af at lede efter bus 350S, og den nye busholdeplads vis-a-vis Metronedgangen nok ikke har været stor nok til at kunne rumme de mange busser der skulle forbi Nørreport. Og fjerntogene kunne man jo ikke komme til fordi hovedindgangens mellemperron mellem nedgangen til til S-togene og nedgangen til fjerntogene også var blevet spærret af. Omend jeg i de seneste måneder har oplevet, at regionaltogene har gjort uventet holdt på Nørreport når jeg kommer fra Østerport, hvorimod regionaltog i den modsatte retning aldrig har kørt længere end til Hovedbanegården når jeg har været med dem. Men måske en dag jeg skulle prøve at se efter om mellemperronen overhovedet stadig eksisterer.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.