Tilbage i januar havde jeg i avisen læst en anmeldelse af filmen Foxcatcher, som netop havde haft premiere i Danmark, og jeg havde kort set, at der var elementer af brydning i den film, så jeg havde lagt anmeldelsen til side til gennemlæsning på et senere tidspunkt. Og der kunne det også have sluttet, så artiklen flere måneder siden ville være røget i papircontaineren, ulæst. Hvis ikke det var fordi filmen blev et samtaleemne da jeg forrige weekend var i Berlin og havde besøgt Steffen, som jeg egentlig skulle have brydet med, men hvilket ikke var blevet til noget da han netop havde været syg. Men Steffen mente helt klart, at den film var værd at se, og jeg vel hellere måtte gøre det straks, da han havde det indtryk, at det var en film, der ikke holdt længe i biograferne. Så vel tilbage i København igen hev jeg artiklen frem og fik endelig læst anmeldelsen. Og besluttede kort efter at den film måtte jeg se! Men i København var filmen taget af plakaten for længst, så jeg måtte en tur til Sorø for at se den. Filmen omhandler de to Schultz brødre Mark og David, som begge havde vundet guld i brydning ved OL i Los Angeles i 1984, og mens David holder brydningen i hævd som brydetræner må Mark hutle sig igennem ved lejlighedesvis foredrag om brydningens trylleri. Mark bliver hyret af multimulliardæren John du Pont til ved hjælp af du Ponts umådelige formue at opbygge et hold af brydere med det formål at skaffe USA på toppen af podiet ved OL i Seoul i 1988, og Mark selv få en guldmedalje mere til samlingen. Men penge er ikke alt, og undervejs i filmen ser vi mere og mere tydeligt hvilke ulemper der alt for ofte følger med den ubegrænsede rigdom. Det er nok ikke helt tilfældigt, at man stort set aldrig ser hverken brydebrødrene eller du Pont glæde sig over den umiddelbare fremgang holdet har. Som om der er en sort sky der hænger over Foxcatchers ranch, muligvis begrundet i både John du Pont og brødrene Schultz' ensomme opvækst. Du Pont vil jo gerne være eftertragtet for den han er, og han håber at bryderne og specielt Mark vil se ham som deres mentor og coach. Og efter filmen var slut måtte jeg konstatere, at der er vigtigt at have en god coach, der kan styre skibet den rette vej gennem hård søgang. For mere og mere hyppigt under filmen tænkte jeg på Lund, som i den grad kunne være tillidsvækkende som brydetræner. Måske jeg skulle have en snak med ham igen!
Men det er nok et for specielt tema for den almindelige biografgænger, og brydning har aldrig været nogen stor og udbredt sport herhjemme i Danmark. Men alligevel, at jeg skulle være den eneste denne aften, som ville se filmen i biografen, er dog ikke til at forstå!
         
http://www.imdb.com