Da jeg tre år tidligere havde besøgt Michi havde han boet sammen med Rolf i Breitenbach, men i mellemtiden var de gået fra hinanden, omend de ikke var blevet skilt endnu - hvilket frustrerede Michi temmelig meget, da han ikke havde mulighed for at komme videre med sit eget liv så længe skilsmissen stadig hang i baglandet og ventede. Michi havde været glad for den tid han havde haft sammen med Rolf, og havde aldrig forstået hvorfor Rolf pludselig var flyttet uden forudgående varsel. Og det kunne jeg heller ikke, for selv jeg vidste at Michi havde en svag psyke og derfor ville gøre alt for sin partner. Så meget mere overraskende var det for os alle da Rolf pludselig forlod ham, og tilmed ikke ønskede at gøre bruddet færdigt og underskrive skilsmissepapirerne. Michi har brug for nogen han trygt kan knytte sig til, og det kunne vi også se med den måde han havde knyttet sig til sin hund. Og jeg forstod til fulde hvorfor han kun kunne være 100% passiv, da han derved giver sig fuldt og helt til sin partner. Som han havde gjort til Rolf, som dog havde svigtet ham! Jeg syntes det var synd at Michi boede så langt væk, for jeg ville kun være glad for at kunne gøre mere for ham. Men heldigvis havde han Jörg, som kun boede en halv time væk i Freiburg. Og da vi senere lørdag eftermiddag blev bundet sammen igen med folie, ryg mod ryg var det om ikke andet en måde jeg kunne give ham rygstød på. Om søndagen tog vi så fat på min anden bondage plan. Michi havde heldigvis stadig den solide oppustelige gummi sleepsack, som jeg havde været i i 2012, og den fik jeg nu lejlighed til at prøve igen. Jeg tog min yndlingsgummihætte på, den med et luftrør som den eneste åbning, og blev herefter pakket ned i gummisækken. Lynlåsen lukket, og der blev sat tryk på sækken. Og det var en lige så dejlig oplevelse igen at mærke den indvendige gummidug slutte sig tættere og tættere til min krop. Her kunne jeg så ligge og nyde indpakningen mens jeg kunne høre hvordan Michi blev pakket ind i sin gummidragt; jeg løb jo ingen vegne. På et tidspunkt monterede Jörg luftrørsforlængeren på min hætte, der blot gjorde mit åndedræt vanskeligere, og med uregelmæssige mellemrum lukkede han helt af for luften, gav mig et skud poppers eller satte yderligere tryk på sækken. Jo, Jörg havde fuldstændig kontrol over mit liv, samme tryghed, som Michi efterspurgte i sit liv. Og selv om jeg var pakket ubevægelig ind kunne han alligevel lege med min pik mens jeg samtidig måtte anstrenge mig for at få den nødvendige luft. Hvor fedt! En god måde at afslutte weekenden på, og som tak inviterede jeg dem begge på middag på en lokal restaurant. Mandag morgen fulgte Michi mig til SBB banegården så jeg kunne fange toget til Zürich Flughafen og være hjemme igen om eftermiddagen.