Om lørdagen skulle jeg så bryde med Phil, og ligesom med Keith skulle det vise sig, at det også skulle være noget nyt for mig. For Phil boede i Maidstone, en time med toget sydøst for London for foden af North Downs, og selv om han havde både plads og mulighed for at bryde hjemme var det åbenbart mere belejligt for ham at bryde hos mig. Hvilket han var velkommen til, selv om jeg aldrig tidligere havde brydet på et hotelværelse. Men det havde Phil, så de tekniske muligheder for det overlod jeg til ham. Vi aftalte at mødes ved undergrundsstationen i Hounslow West, hvilket lige akkurat nåede at lade sig gøre. For selv om min mobiltelefon overraskende nok denne gang havde fungeret i England kunne jeg dog ikke lade den op, da England jo har sine egne el-stik. Men vi mødtes som planlagt på stationen, og indledningsvis foreslog jeg at vi gik på en pub for en pils. Ganske vist ikke for at drikke mig mod til, men mere ligesom for at bryde (!) isen. Og det er det gode ved at være i England, at der aldrig er langt til den nærmeste pub. Og nu kunne jeg slukke for mobilen. Efter en pint hver tog vi bussen tilbage til hotellet; jeg havde efterhånden fundet ud af at de tre busser 81, 222 og H98 alle kørte på strækningen. Og fremme på hotellet gik Phil straks i gang med at checke lokalet, og hurtigt kunne han sige god for det. Han skilte sengen ad, hev madras, dyner og puder af og stillede selve sengebundens podium til siden i rummets indgangsparti, og så var der plads nok til to viltre herrer! I brydningen var Phil mere udfarende end Keith havde været det, og det var lidt vanskeligt for mig at vurdere hvornår han holdt et break og hvornår der skulle brydes. Og jeg benyttede enhver lejlighed til lige at få en lille pause, hvorfor jeg altid røg straks i defensiven når han tog fat igen. Phil var lidt kortere end mig, men vejede nogenlunde det samme, så på den vis var vi lige parter. Og selv om han var rimelig muskuløs lod jeg mig ikke gå på af ham, men kæmpede det bedste jeg havde lært. Hvilket tilsyneladende irriterede ham, for hver gang han forsøgte at få mig til at tappe ud lykkedes det aldrig, tværtimod holdt jeg stand og forsøgte altid at få det bedste ud af situationen, omend det sjældent lykkedes. Tilmed fik jeg en vision mere med brydning, at det var en overraskende taktisk kampsport, hvor den med bedst kendskab til grebene også har de bedste forudsætninger for at vælge den bedste mulighed i den givne situation. Det var pludseligt tydeligt nok for mig, hvor godt stillet man vil være når man bryder regelmæssigt. Og Phil havde 85 modstandere under bæltet, hvor jeg kun havde 13. Omend jeg selv var lidt overrasket over, at jeg faktisk havde brydet med 13 andre modstandere, selv om jeg brydemæssigt ikke havde trænet noget videre, når man ser bort fra de to gange jeg havde brydet hos Einsteiger i Berlin. Klokken var efterhånden blevet otte, så vi besluttede at holde inde for denne gang. Det lå i luften at vi nok ikke skulle bryde mere denne dag, så vi byggede sengen sammen igen og tog afsted for noget aftensmad. På vejen tilbage til hotellet havde jeg set en indisk restaurant, hvor vi nok kunne få noget god mad, og det fik vi. Og bagefter var det rart at cuddle mig ind til Phil i sengen, jo, den var stor nok til to!