|
|
Verdensrekord i sprint for +95-årige
|
Tirsdag, 17.03.15
|
Der er mange der siger, at når først man når pensionistalderen burde det være slut med at løbe konkurrenceløb, omend det jo altid vil være godt for kroppen og holde den i live ved at løbe sin sædvanlige tur i skoven eller bare rundt om blokken. Og alligevel ser man gang på gang, at selv folk godt oppe i årene kan have godt af at deltage i et løb ind imellem. Som for eksempel min gode ven Paul fra Australien, som trods det, at han efterhånden nærmer sig pensionsalderen ufortrødent løber det ene marathonløb efter det andet. Han har for længst passeret de 100 marathons, hvorimod jeg kun har løbet en halv snes stykker. Paul tænker nu på at løbe Everest Marathon her i forsommeren, og herefter vil han nok begynde at trappe ned. Men det er jo sådan, at med tiltagende alder bliver man ganske vist langsommere, men også mere udholdende. Så hvor de korte hurtige sprinterdistancer som regel bliver løbet af unge fyre i deres sportsligt bedste alder ser alderen ikke ud til at være den store forhindring på de lange distancer. Og så alligevel, for da jeg her i forgange weekend var i London så jeg på BBC, at der var en 95-årig pensioneret tidligere tandlæge fra London ved navn Dr. Charles Eugster, der nu boede i Zürich, og som netop havde sat ny verdensrekord i aldersgruppen +95 år da han ved et veteranstævne på Lee Valley Athletics Centre løb de 200 meter sprint på 55.48 sekunder. Hvilket jo ganske vist er en halv gange så lang tid som de bedste sprintere løber dobbelt så langt på, men man kan alligevel ikke lade være med at synes at det var imponerende. For i den video, der er frigivet på YouTube kan man se, at han faktisk løber ganske pænt, med dejlige lange løbeskridt af en type som jeg selv kun kunne blive misundelig på. Men jeg har selvfølgelig også over 40 år til at få smidt resterne af blodproppen på porten og komme i gang med at løbe rigtigt igen!
Eugster med sin træner Sylvia Gattiker.
|
|