Navigation:    
Start  >  Blog 
> 28. marts 2015
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Sandheden om Anniviers Lørdag, 28.03.15

Nu har MetroXpress aldrig været den mest pålidelige informationskilde, men alligevel bruger jeg da gerne nogle få minutter på at bladre avisen igennem når jeg alligevel skal med toget ind til byen, for de ni minutter det som regel tager mig at køre ind til Vesterport vil som regel være mere end nok til at kigge denne avis igennem. Især når jeg samme morgen har brugt en god halv time på at læse min morgenavis igennem. I går var det fredag, og det betyder også, at der er en rejsesektion hæftet ind i avisen, og denne gang var ugens tema et indlæg om de smukkeste europæiske dale, og mine øjne kunne ikke undgå at blive fanget af den lille miniartikel om Anniviers-dalen i Schweiz som en af otte dale, som hotelsøgemaskinen www.trivago.dk havde udvalgt som de bedste til at tage pusten fra de besøgende. For selv om jeg som regel lægger min basislejr i Mattertal eller Saastal når jeg holder ferie i Wallis, har jeg da også ofte haft basis i Anniviers i henved en halv snes gange. Trivago beskriver dalen således: "Den smukt beliggende Anniviers-dal er en fredfyldt oase og et mekka for pacifister og naturelskere med spektakulære bjerglandskaber overalt. Området byder på gamle kapeller og ensomme hytter spredt ud over landskabet. Rhône-floden flyder igenem dalen og tilføjer den charme, som området er kendt for. Anniviers-dalen er en af de smukkeste af de syv Valais-dale, og byder på både historiske, kulturelle og gastronomiske godbidder. Om vinteren byder området desuden på skisportsmuligheder."
Og det lyder jo meget pænt, men jeg tror det er en sandhed med modifikationer. For dels mener jeg ikke det er korrekt, at Wallis består af syv dale, men tretten dale, selv om jeg ikke kan remse dem alle op. Men et centralt element i det kantonale flag for Wallis udgøres af tretten stjerner, og jeg har altid hørt, at disse tretten stjerner skulle symbolisere Wallis' tretten dale; der er i hvert fald flere end syv (jeg kender Illiez, Entremont, Bagnes, Nendaz, Hérémence, Hérens, Anniviers (med Vals de Zinal og Moiry), Turtmann, Visp (med Mattertal og Saastal), Lötschen, Rhone samt en række mindre stikdale). Vigtigst af alle disse dale er uden tvivl Rhône (der staves Rhone i den tysksprogede del af Wallis), som danner rygraden i Wallis ved at samle vandet fra alle disse sidedale op. Og det er således ikke korrekt når Trivago påstår, at Rhône-floden flyder gennem Anniviers, for det gør Navisence!


Udsigt mod Zinal og Anniviers fra Pointe d'Ar Pitetta.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.