I marts måned blev der ikke så meget slået nogle rekorder som måneden før, hvor jeg for første gang løb mere end 10 km på en og samme tur. Men trods alt kom jeg da op over ti km, dog denne gang fordelt på tre ture: en standard kort tur i Hareskoven, den sædvanlige korte rundtur i Dyrehaven og så lykkedes det mig også at komme ud at løbe den gamle fulde rundtur fra Ellingelyng. En tur, der selvfølgelig ikke gik specielt hurtigt, da godt to kilometer af turen foregik på stranden af Sejerøbugten, men jeg kunne alligevel ikke undgå at tænke tilbage til for halvandet år siden, hvor jeg der gjorde mine første vaklende forsøg på at løbe igen efter blodproppen, og hvor det efter fire forsøg til sidst lykkedes mig at løbe alle de 70 meter, jeg havde afmærket, uden at skulle stoppe undervejs. Stoppe undervejs, det gjorde jeg trods alt også nu, hvor jeg løb hele strandens fulde længde, og med turen fra og langs med diget var denne dags tur trods alt næsten syv km. Så alt i alt løb de aktive løbekm i marts måned op på 17 km. Hvilket ikke er synderlig meget, men trods alt en halv gang længere end udbyttet fra marts måned året før. Samtidig syntes jeg også jeg gjorde fremskridt på brydefronten. For efter næsten et halvt år, hvor jeg ikke havde brydet, kom jeg i marts måned på to weekendture, som begge havde brydning som en væsentlig del af aktiviteterne. Den første tur gik egentlig til Basel, men hvor jeg tog et ophold undervejs i Zürich for at bryde med to fyre, hvor den første fyr var til at overkomme mens den anden var en regulær kampmaskine hvor jeg selvfølgelig kom til kort. Næste weekend var jeg så i London, hvor jeg skulle bryde med to fyre, og der var ikke nogle af dem, der fik mig til at tappe ud. Derimod syntes jeg i den første kamp at jeg kunne gøre nytte at en teknik, jeg i sin tid havde lært i Berlin, ligesom det vistnok lykkedes mig at lægge fyren i en spladle. Så alt i alt var marts slet ikke så værst en måned!