Navigation:    
Start  >  Blog 
> 4. maj 2015
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Jordskælvet i Nepal har konsekvenser for Everest Marathon Mandag, 04.05.15

Lørdag formiddag hørte jeg en ildevarslende nyhed i radioen. Nemlig, at Nepal netop skulle være blevet ramt af et jordskælv. Det var egentlig ikke noget man kunne blive overrasket over, for Nepal ligger jo netop lige ovenpå et af de steder på jordkloden, hvor de pladetektoniske bevægelser på Jorden udspiller sig med den mest knusende kraft. Der skal trods alt noget energi til at folde jordskorpen op i næsten ni kilometers højde når den indiske plade ufravigeligt kværner sig ind i Asien. Faktisk har det hele tiden undret mig, at det sker så forholdsvis sjældent, at man hører om større jordskælv fra denne region. Men sandheden er nok snarere, at spændingerne er blevet bygget op gennem årene indtil den blev for stor. Og altså udløste det jordskælv, vi netop har hørt om. 7,9 målte skælvet på Richter-skalaen, og når man ved hvordan huse bliver bygget i Nepal og kvaliteten af de byggematerialer de har til rådighed kan man roligt regne med, at husene ikke bare er styrtet sammen, men simpelt hen pulveriseret. Første melding på antallet af dødsofre lå i størrelsesordenen 600 døde, men jeg vidste kun godt, at det kun var begyndelsen. Og ganske rigtigt, så blev dette antal kun skruet op time for time. På nuværende tidspunkt ligger det over 5.000, men der er mange flere, der stadig er savnet, og men kan kun forestille sig, at i de kommende dage bliver disse savnede gradvist flyttet over på tabslisten.
Jeg vidste så godt, at min kammerat Paul havde planer om at skulle til Nepal netop her i maj, da han skulle over for at løbe med i Everest Marathon, men jeg vidste ikke hvornår han skulle af sted, eller om han måske allerede var i Kathmandu da jeg intet havde hørt fra ham i adskillige dage. Men her i nat fik jeg så en usædvanlig kort mail fra ham om, at han på grund af omstændighederne var tvunget til at reorganisere sine rejseplaner, og at han snarest ville skrive mere. Så sandsynligvis havde der kun været få dage eller måske timer til han skulle have sat sig i flyet mod Kathmandu. Om formiddagen fulgte han så op med meddelelsen om, at løbet nu var udsat til oktober, hvor han dog på grund af andre rejseplaner ikke har mulighed for at deltage. Men måske hans depositum kan overføres til et efterfølgende år. Men det er jo alt bare detaljer i det utroligt komplicerede puslespil Nepal er blevet til efter at hele kassen med brikker er blevet spredt ud over hele gulvet. Og i Nepal graver de stadig de døde ud af ruinerne...!

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.