Navigation:    
Start  >  Blog 
> 23. maj 2015
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Brydning med Craig Lørdag, 23.05.15

Træningscampen i Lindow var naturligvis tilpasset pinsen, således at vi kunne få mest ud af den gratis fridag. Der var planlagt seks træningspas: et fredag aften, to lørdag formiddag og eftermiddag, det samme om søndagen plus et sidste afslutningspas mandag formiddag. Takket være strejken ved Deutsche Bahn var jeg jo kommet for sent til fredagens velkomsttræning, og det betød også, at de informationer, som var blevet givet ved denne lejlighed, havde jeg ikke fået. Og jeg havde naturligvis aldrig deltaget en sådan træningslejr før, slet ikke i udlandet, og da slet ikke en brydelejr! Så jeg havde kun indtrykket fra de to gange jeg havde trænet med Einsteiger i Berlin. Men træningen her i campen var slet ikke så anderledes. Så vi startede med opvarmningen, hvoraf jeg dog som tidligere kun kunne deltage i den ene halvdel, på grund af den begrænsede mobilitet, jeg har i mine ben. Men en halv opvarmning er vel bedre end ingen opvarmning. Dernæst selve træningen, hvor vi her til forskel fra den normale træning ved Einsteiger blev inddelt i tre grupper: en for begyndere, en for viderekomne og en for erfarne. Idet vi denne gang var dobbelt så mange til træning som normalt hos Einsteiger; rådede sportcentret her til gengæld over en måtte, der var dobbelt så stor som den måtte de bruger hos Einsteiger. Det var ikke mange af deltagerne jeg kendte; kun René og den fyr, der plejer at stå for træningen i Einsteiger. Naturligvis trak jeg mig tilbage til begyndergruppen, og det var med en vis lettelse at jeg så, at træneren på mit hold var træneren jeg kendte fra Einsteiger. Så var der i hvert fald én af dem jeg kendte. Selve træningen skulle vi gennemføre i par, og her blev jeg sat på hold med en fyr ved navn Craig fra London, oprindeligt fra New Zealand. Han var et forholdsvis ubeskrevet blad i brydning, men han var fuld af gåpåmod. Så det føltes godt at bryde med ham. Men hver gang der skulle bruges mere kraft fik jeg skudt i skoene at jeg ikke var brutal nok. Så hver gang jeg skulle lægge Craig ned lagde jeg ikke kraft nok i bevægelsen, og jeg fik kun lagt ham ned to gange. Men klart nok til at vise mig, at jeg ganske rigtigt skulle lægge mere kraft i. Og jeg, som ellers ikke bryder mig om at bruge kræfter over for mine medspillere. Endnu en opgave til min genoptræning!

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.