|
|
De mystiske busser til Avedøre
|
Torsdag, 04.06.15
|
Da jeg her til morgen stod på bussen til arbejdet ved Valby Station følte jeg mig for en kort overgang ført tilbage til gamle dage sidst i 60'erne. For jeg er jo selv gammel Valbybonde, og dengang var Valby station noget af det længste jeg følte mig tryg ved at gå til, for det var jo ikke bare ovre på den anden side af Valby Langgade og Tingstedet, men føltes næsten som en hel ekspedition når man ikke havde længere ben end jeg havde dengang. For for mig var enhver station jo en port til eventyret. Jeg var godt nok klar over, at bus 123 kørte hele vejen til Roskilde fra Langgade station, men fra Valby station kørte der også deher mystiske bondeauxfarvede busser. Hvilket selskab de kørte for vidste jeg ikke noget om, men de kørte helt ud til Avedøre, et sted jeg aldrig havde hørt om, men som vistnok lå ude ved Køge Bugt. Og jeg forestillede et bredt strand- og marsklandskab, hvor kun en enkelt måge lejlighedsvis kom forbi. Og med det øde landskab min fantasi tegnede for mig var det naturligt, at disse bordeauxfarvede busser havde et skær af mystik over sig, for hvad skulle busserne dog ud til sådanne øde lokaliteter efter? Men blot få år senere blev der bygget en ny forbindelse til Avedøre. DSB var i færd med at bygge Køgebugtbanen (det var før Banestyrelsen blev oprettet), og en af stationerne på den nye S-togs bane til Vallensbæk var netop Avedøre. På indvielsesdagen kørte familien gratis med toget, og der kom jeg også gennem Avedøre, men husker ikke meget andet om Avedøre end, at det gratis tog var proppet til bristepunktet, så hvis ikke det var for at jeg kan huske at vi nåede frem til endestationen i Vallensbæk ville jeg ikke have vidst, at toget også standsede ved Avedøre. Og i dag, godt 40 år senere, har jeg fået min daglige gang i Avedøre, eller mere korrekt, Hvidovre. For for mig var Hvidovre jo kun nabolaget omkring Hvidovre station, og jeg kunne ikke forestille mig, at Hvidovre skulle strække sig helt ned til Køge Bugt. Og snart sagt hver dag kører jeg nu med en af disse mystiske busser, for de kører stadig. Ganske vist er de ikke længere bordeauxfarvede men gule ligesom de andre busser i Hovedstadsområdets Trafikselskab (i dag Movia), og de skaber som i gamle dage en fornuftig forbindelse mellem Valby og Avedøre. Omend de ved nærmere eftertanke vistnok dengang udgik fra Hvidovre station. Men den fornemmelse af eventyr jeg følte når jeg så en af disse bordeauxfarvede busser køre ud ad mystiske og ukendte veje mod Køge Bugt, den er der ikke rigtigt længere. Egentlig lidt trist...!
|
|