|
|
Rejsekortets dummebøder
|
Fredag, 12.06.15
|
Der har været talt en del negativt om Rejsekortet og dets funktioner, og specielt er det faldet mange for brystet, at de får en såkaldt 'dummebøde' når de glemmer at checke ud igen, for det er jo en helt ny måde at rejse på. Hidtil har man jo blot stemplet billetten eller klippet klippekortet inden man er steget om bord på bussen eller toget, for derefter ikke at bekymre sig om mere, hvis blot man sørger for, at sidste påstigning fandt sted så længe kortet eller billetten stadig var gyldig. Om Rejsekortet er gyldigt eller ej er jo ikke noget man skal bekymre sig om i dag, og i øvrigt har man jo heller ikke mulighed for at vide hvornår man har checket ind, da man jo ikke får at vide hvad klokken er når man checker ind på Rejsekortet. Det sørger systemet jo selv for at holde styr på, hvis altså blot man fortæller systemet hvornår rejsen er slut, således at den endelige pris kan blive beregnet på kortet. For så længe man er i transporten tæller regningen op, således at prisen bliver højere så længe man lader sig transportere, da systemet forventer, at man derved også rejser over en længere strækning og derfor foretager en dyrere rejse. Og glemmer man at checke ud bliver rejsen bare dyrere og dyrere. Også selv om man sidder hjemme i sofaen eller er på arbejdet, man havde blot glemt at checke ud! Første gang det skete for mig var da jeg rejste til Flensburg, hvor der mod forventning ikke befandt sig en Rejsekortstander og jeg derfor ikke kunne checke ud, så selvfølgelig løb mit Rejsekort ud da jeg havde været checket ind i max. tid. Men det klagede jeg da ikke over, for den dummebøde på 50 kr. var da en billig måde at komme til Flensburg på. Omend jeg vidste, at man ikke skal gøre det for ofte, da Rejsekortet i det tilfælde kan risikere at blive spærret. Men anden gang det skete var da jeg skulle skifte til en fjernbus på Hovedbanen og dels havde alt andet at tænke på da jeg forlod stationen i den modsatte ende af perronen. Og i øvrigt ikke havde lyst til af afføre mig mine sække og fiske Rejsekortet frem inden jeg klatrede op ad trappen. Jeg fik godt nok tilsendt en påmindelse på mail med et telefonnummer man kunne kontakte, men det kunne man kun hvis man kunne logge ind på systemet. Og det krævede for mit tilfælde at jeg var hjemme og kunne slå mit log-in op i mit efterhånden lange register over mine mange logins og passwords. Og selv om jeg gjorde det da jeg var hjemme igen hjalp det ikke, for selv om jeg vidste hvor og ca. hvornår jeg havde afsluttet rejsen kunne jeg ikke fortælle systemet det. Og her i sidste uge fik jeg min tredie dummebøde! Denne gang var jeg nået halvvejs hjem inden det slog mig at jeg ikke havde checket ud. Så jeg måtte tilbage til stationen for at checke ud. Men de to standere ligner jo hinanden, og da jeg nu kom fra den side hvorfra man normalt checker ind har jeg tilsyneladende gjort det igen. Og derfor fik dummebøden da jeg påbegyndte den nye uge og skulle checke ind igen. I alle tre situationer har jeg jo vidst at jeg skulle checke ud igen, men situationen gjorde, at jeg alligevel ikke fik det gjort. Og da jeg naturligvis ikke er den eneste der bliver udsat for sådanne situationer er det altså et reelt problem. Jeg overvejer nu om jeg skulle tage til Flensburg igen næste vinter så jeg kan holde årets transportudgifter på det korrekte niveau!
|
|