Der har været skrevet rigtig meget i aviserne i de seneste måneder om den græske gældskrise, og i den seneste halve snes dage har der hver dag været en helsides artikel i Politiken, nogle gange sågar på begge sider. For den græske stat skylder efterhånden sine mange långivere henved 340 milliarder euro - eller langt over to billioner kroner, og det var måske netop Grækenland der gjorde, at det i medierne pludselig blev helt normalt at man talte om milliarder og ikke bare millioner. Selv om det vel er de færreste, der har mulighed for at have en million i hånden. Og det er måske også deri, at vi skal finde en af årsagerne til den græske gældskrise. I går afholdt Grækenland en folkeafstemning, der med al tydelighed viste, at det ikke har hjulpet, at den menige græker har spændt livremmen indtil flere huller ind. For der er for mange der har masser af penge og endnu flere, der har for få. Uligheden er jo kun blevet større i den seneste halve snes år, ikke bare i Danmark eller i Europa, men også på verdensplan i takt med den stigende internationalisering og globalisering. Og i den hjemlige sandkasse generer det mig dagligt at man ser reklamer, tilbud og muligheder, der reelt set kun er til nytte for dem som har masser af penge. Som de mange ting man 'bare kan gøre med mobilen'. Til trods for, at de derved mener en smartphone, som koster mange gange mere end en almindelig mobiltelefon, både i anskaffelse og i brug. Og selvfølgelig, når der er så mange der har en smartphone og alligevel kun sjældent bruger den til meget andet end smalltalk virker det pludselig helt legitimt at tage udgangspunkt i, at Alfred Menigmand jo har rigtig mange penge!
Men for at blive ved den græske gældskrise er den jo både simpel og kompleks på samme tid. For i alt for mange år har skiftende græske regeringer puttet blår i øjnene på långiverne og skaffet midler, som kun er brugt på vennerne. Mens denne græske Alfred Menigmand knap nok har fået andet, end hvad man selv kunne rane til sig. Alt imens långiverne tilsyneladende ikke har keret sig så meget om, hvorvidt de græske låntagere nu også var i stand til at betale lånene tilbage. For lånene lød jo gode nok på papiret for investorerne, men de glemte at stikke fingeren i jorden. Og nu ser vi tydeligt, at låntagerne ikke var i stand til at betale lånene tilbage - og de forgyldte venner har for længst bragt sine værdier i sikkerhed i udlandet. Derfor er Grækenland som stat et uerholdeligt fallitbo, og det er jo ikke rimeligt, at det græske folk skal betale den regning, som de forgyldte venner er flygtet fra. Noget brutalt sagt er det jo kun investorerne, der taber penge hvis Grækenland går fallit. Hvis lånene kunne være blevet ydet rentefrit ville Grækenland nok godt kunne betale lånene tilbage, for det hører jo igen steder hjemme, at Grækenland skal skaffe endnu flere penge, blot fordi rige investorer skal blive endnu rigere!