|
|
Sommer i Ellingelyng
|
Søndag, 12.07.15
|
Jeg plejer jo omkring en gang om måneden, at tage til Hvalsø for at besøge min gamle rejsekammerat Erik, og med ham tage i hans sommerhus i Ellingelyng ved Sejerøbugten. Og det gjorde jeg også i denne weekend, omend der her i sommerferieperioden var en del ændringer i forhold til den sædvanlige rutine. For det første ville det denne gang ikke bare være Erik og mig, der var i sommerhuset, da hans kone Lone naturligvis også gerne ville nyde sommeren deroppe; faktisk var de flyttet derop og ville blive boende det meste af måneden. Af samme årsag havde de også flyttet avisen derop, og det var jo en ren fornøjelse at kunne nyde dagens nyheder under åben himmel og ikke blot hjemme i sofaen. Men sædvanen tro skulle der jo også være lidt aktivitet, for jeg skulle naturligvis også kløve lidt brænde nu jeg var der. Erik havde i forvejen skåret en del kævler op i mundrette stykker, som jeg så kunne tage mig af med kløveren. Hvilket jeg gjorde hen over middag i dag. Men det kunne jo ikke tage så lang tid at flække de 'knotter' vi havde, og da Erik ikke havde lyst til at starte motorsaven på en højhellig søndag nøjedes vi i stedet med at splitte det store grenstød ad, som vi egentlig havde afskrevet sidste gang - men nu havde vi jo tiden til det. Jeg skulle jo selvfølgelig også ud og løbe en tur på og langs med stranden, så det gjorde jeg i går morges. Normalt er jeg jo kun deroppe en enkelt nat ad gangen, men da jeg var kommet fredag aften blev det naturligvis til to nætter denne gang - og jeg kunne sagtens have blevet en nat mere, hvis ikke det var fordi, at jeg skulle på job mandag morgen. Men inden jeg tog hjem her til aften måtte jeg lige ud og trave en tur i den lokale skov. Jeg havde for en del år siden løbet der som en afstikker fra min sædvanlige rute langs diget, men i løbet af lørdagen havde Erik vist mig en vej dertil, der var væsentligt kortere end den jeg kendte. Og den mente jeg, at jeg måtte ud og kigge på inden jeg tog hjem, for måske kunne den tur være et brugbart alternativt til min sædvanlige strandtur. Og det var den for så vidt også, måske specielt om vinteren hvor det godt kan være lidt barskt at løbe langs havet eller hvis broen over til revlen er oversvømmet eller beskadiget. Jeg fik så en halvanden times travetur i skoven, men måske det vil være lidt mere kedeligt at løbe der i skoven, da der ikke var så meget afveksling, i hvert fald ikke i forhold til løbeturen ude på stranden. Vi får så se hvor jeg lægger løbeturen næste gang, for turen til skoven var væsentligt kortere end turen til diget, og det kunne jo være der var nogle mere spændende steder når først jeg kommer hele skoven rundt.
|
|