Navigation:    
Start  >  Blog 
> 21. juli 2015
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Nyt fra - og om Arran Tirsdag, 21.07.15

Whiskyklubben de gyldne dråber er vel efterhånden gået nedenom og hjem, men jeg tager mig stadig fra tid til anden tid til at nyde et glasfuldt gyldne dråber, selv om det i dag som regel er uden selskab men blot hjemme i divaneseren. Et af de mærker, jeg fik smag for for nogen tid siden, var Arran, som er et relativt nystartet destilleri, beliggende på den skotske ø af samme navn, og som jeg faktisk tidligere havde serveret ved en af vore tidligere whiskysmagninger. Arran startede som destilleri i 1995, og da jeg første gang lærte Arran at kende var det med den traditionelle seksårs udgave, som smagte overraskende godt, og havde meget mere sjæl og styrke end man normalt oplever med en seksårs whisky. Og efterfølgende var det ved en enkelt lejlighed lykkedes mig at få fat i en niårs udgave, som selvfølgelig havde mere pondus end den seksårige som jeg var vant til. Så vidt jeg vidste blev Arran dog ikke solgt i København, så de få flasker jeg havde, dem havde jeg købt i Terminal 5 i Heathrow, som jeg jo ikke kommer til hver måned. Men for nogen tid siden havde jeg læst i en gammel lokalavis, at der var en vinhandler på Østerbrogade, som afholdt en whiskysmagning, hvori netop Arran udgjorde en central rolle. Faktisk kunne jeg læse i artiklen, at vinhandleren havde haft en fyr over fra Skotland for at præsentere Arran. Jeg plejer jo ellers ikke at gå til vinsmagninger, men den her whiskysmagning kunne jeg da godt have haft lyst til at deltage i. Hvis ikke bare det var fordi, at det var en gammel lokalavis jeg havde fået fat i, og smagningen for længst var ovre. Men så her forleden var jeg på vej hjem fra den nye postekspedition på Østre Fælled og passerede tilfældigvis forbi en vinhandler - og det var jo netop den, som havde afholdt whiskysmagningen i sin tid. Så jeg gik ind og fik en god snak med ejeren, og han kunne da fortælle mig nogle detaljer om Arran, som jeg ikke vidste i forvejen. Blandt andet havde destilleriet lavet en 12-års udgave, hvilket egentlig ikke kunne være nogen overraskelse, al den stund at destilleriet nu havde eksisteret i 20 år. Og tilmed var denne 12-års udgave cask strength så den holdt 53,9% alkohol. Så ikke lige en man kører hjem på bagefter! En anden flaske var nærmest mere et unikum, da det var et fad, der var blevet udtaget blandt vinhandlerens danske kunder, og var blevet tappet på flasker, hvoraf de fleste var blevet forudbestilt. Kun omkring tolv af disse flasker var gået ud til almindelig handel og vandel, og af disse var der nu kun én tilbage. Jeg måtte indrømme, at jeg følte dankortet brænde i lommen, men jeg vidste også, at jeg ikke ville have råd til at købe en af disse spændende whiskies i de nærmeste uger. Så jeg sagde blot pænt tak for informationerne og gik igen.
http://www.butlervin.dk

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.